Plader

Enon: Grass Geysers… Carbon Clouds

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Enons nye album kommer efter fire års næsten stilhed. Musikken er stadig en blanding af skæv rock og melodisk pop. Men denne gang er der mere fræs i guitarerne, mens den skæve pop er lidt nedbarberet. Som altid er John Schmersals sangskrivning af ganske høj standard.

Der er gået fire år, siden sidste album Hocus Pocus fra det amerikanske band Enon udkom. Enon, der i bund og grund er guitarist og forsanger John Schmersals projekt, har siden udgivet opsamlingen Lost Marbles and Exploded Evidence, der egentlig bare bekræftede, at bandets lederfigur er fantastisk til at skrive skæve, skøre popsange.

Grass Geysers… Carbon Clouds er på en måde en fortsættelse af bandets musikalske kurs. Men samtidig er albummet også med til at vise, at der er forskel på de numre, som bandet skriver. Mens High Society var en glidende optur, var Hocus Pocus mere uregelmæssig henover albummets spilletid – ikke i kvalitet men i flow. Det nye album er mere poppet og glidende end sin forgænger, men også mere rocket end forrige album.

Tag blot numrene “Pigeneration” og “Mr. Ratatatatat”, hvor især sidstnævnte er fremragende i sit samspil mellem John Schmersal og Enons kvindelige medlem Toko Yasuda, men også præget af mere guitarfræs, end hvad man ellers forbinder med Enons lyd. Melodimæssigt kunne nummeret sagtens være taget fra High Society, for “Mr. Ratatatatat” sætter sig på hjernen og kan være svært ikke at nynne, selvom det har lidt gumpetunge trommer ind imellem.

Og med denne evne til at skrive skæve popnumre kan man undre sig over, at Enon ikke er blevet større, end bandet er. Men det må skyldes, at John Schmersal ikke er en særlig direkte sangskriver. Hans hjerne er kringlet, hvilket resulterer i kringlede numre. På den nye plade er rockguitaren fundet frem, og de popnumre, der trods alt fandtes på Hocus Pocus og især High Society, er ikke til stede.

Og dog – for under den kværnende spade og de frembrusende numres attitude er der faktisk noget, der minder om et hit. Hvis man ellers kender Enons opskrift og lydlige udseende. Hør numrene “Colette” og “Sabina”, som er forholdsvis ligefremme, mens “Paperweights” gemmer sine popkvaliteter godt bag guitardrønene.

Mod slutningen bliver John Schmersals forvrængede strengespil en smule for meget, og ørene kræver noget andet. Det får de faktisk også – en smule i form af Blonde Redhead-pastichen “Labyrinth” og rytmebox-balladen “Ashish”. Det er desværre albummets dårligste numre, og sådan slutter albummet altså slet ikke optimalt.

De færreste fans vil dog blive skuffede over Grass Geysers… Carbon Clouds. Ventetiden har været lang, siden sidste album fra Enon, men for bandet virker det, som om det var i går – formen fejler i hvert fald intet for John Schmersal og kompagni, og albummet er endnu et bevis på, at han er en af sin generations mest kringlede sangskrivere, der kan samle enderne mellem det skæve og skøre og så det utroligt poppede.

★★★★☆☆

Deltag i debat