Plader

Grizzly Bear: Friend EP

Skrevet af Anders Mortensen

Venner, bekendte og andet pak er inviteret med på Grizzly Bears nye ep, Friend, for at give deres bud på bandets sange. Men det er gruppens egne versioner, der imponerer med slæbende harmoni og en fornyelse, der ikke går på køb med den oprindelige vision for musikken. Et stærkt mellemstykke.

I sommers spurgte jeg Grizzly Bear, hvordan deres nye plade ville komme til at lyde. De kunne ikke give noget klart svar, men var for tiden meget inspireret af Prince. Hvis man har den minimalistiske og indadvendte Horn of Plenty og den roligt buldrende Yellow House in mente, er der langt fra det og så til funkens ukronede dværgekonges lyd, og det er heller ikke i nærheden af, hvad Friend EP indeholder. Det er til gengæld en drilsk kommentar fra bandets side om, at det vil blive ved med at tage skridt i forhold til at skabe præcis den stemning, der karakteriserer Grizzly Bear. Friend EP er måske netop derfor hovedsaligt bestående af gamle sange udsat for ny fortolkning, af bandet selv og dertil inviterede gæster, hvor det uden tvivl er første halvdels historieomskrivning, der fungerer, og det fungerer fortrinligt.

For Grizzly Bear kan tage spring, og det gjorde de allerede i forbløffende grad fra Horn of Plenty til Yellow House. Hvor debuten var en til tider uhyggeligt intim form for lo-fi-indie, der næsten var et soloprojekt fra Edward Droste, blev gruppen i 2005 til en kvartet og intimiteten voksede udad til en stor lyd, der blandede det episk bragende med det dovent symfoniske. Det var som om musikken blev lysere, selvom emnerne og teksterne forblev mørke og personlige som på debuten, og denne kontrast var med til at føre pladen op på de helt høje tinder på 2006s diverse topti-lister.

Friend EP er det uden tvivl den høje, varme lyd fra Yellow House, der bliver videreført, og det manifesterer sig specielt i, at en af de simpleste sange fra Horn of Plenty, den smukke “Alligator”, bliver omdannet til en hvæsende korbaseret harmoni, der virkelig er en fornyelse af et af højdepunkterne på debuten. Bandet gør det perfekt, når de bevarer følelsen fra originalen, men giver den et så radikalt anderledes udseende, at en sang, der før sneg sig frem med minimalistisk keyboard forvandler sig til et triumferende, tordnende og rodet kirkekor. Den stille og akustiske “Little Brother” har på Friend EP udviklet sig til dundrende trommer og store riffs afbrudt af Grizzly Bear’s karakteristiske Beach Boys-kor, og igen er det en forstørrelse af lyden, der synes at være på bandets agenda.

Grizzly Bear forsøger med alle midler at gøre det hele mægtigere og kraftigere, så det næsten virker som en protest mod deres første plade. Ep’en får et formål, da den virker som en bekendtgørelse af de forandringer, der er sket og er ved at ske med bandet. Til tider går det i ekstremer som i freefolk-freakout-versionen af “Plans”, der ikke rigtig fungerer, men det er stadig interessant, for det er et forsøg på noget radikalt anderledes, som aldrig er blevet forbundet med bandet før. De er dog stadig i stand til at være intime og knap så Brian Wilson-inspirerede som f.eks på den stadig smukke fløjtesang “Shift”, men der er en klar og glædelig tendens i forstørrelsen af musikken, for en så harmonisk gruppe som Grizzly Bear fortjener og behøver det.

Og når talen falder på det harmoniske, er der én helt bestemt grund til, at man med sindsro kan anskaffe sig Friend EP, og det er The Crystals-coveret “He Hit Me (It Felt Like a Kiss)”. Med rette en Motown-klassiker om, hvordan en ung pige opfatter sin kærestes vold som kærtegn, og den bliver ikke mindre klassisk, smuk eller nødvendig i Grizzly Bears fabelagtige version. Hele nummeret balancerer hele tiden på knivsæggen mellem sødme og barskhed på ægte Spectorsk vis, og selvom drengene i Grizzly Bear så vidt vides ikke er ofre for vold i hjemmet, gør de nummeret til et brag uden egentlig at gøre det rocket. Det har fået en sørgmodig tone, der både står i kontrast til nummerets bombastiske udvikling og samtidig komplementerer det perfekt. Gruppen formår at forny uden at vige fra den Spectorale lyd i nummeret, og det gør “He Hit Me (It Felt Like A Kiss”) til pladens højeste højdepunkt.

Ellers består pladen af covers fra andre bands, og de er for det meste komplet ligegyldige. CSS forvandler “Knife” til et The Knife-nummer, og om det er en lille sjov bemærkning, må stå hen i det uvisse, men det er godt nok kedeligt. Og Band of Horses stald-jamboree-version af “Plans” er da ganske charmerende, men det er heller ikke noget at råbe yeehaah over. Friend EP er helt og aldeles Grizzly Bear’s, og i modsætning til mange andre ep’er er det ikke blot en pause i ventetiden, men et spændende indblik i en gruppe, der ikke ved, om de vil lave det stort eller intimt, og alligevel gør begge dele fremragende.

★★★★½☆

Deltag i debat