Plader

Kim Hiorthøy: My Last Day

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Oppe i Norge, der boede tre trolde. I 1973 fik de selskab af Kim Hiorthøy, som med sit seneste album endnu en gang viser, at han er et stort legebarn med musikalsk tæft. Gennem elleve skæringer forfører han lytteren med akustisk elektronika, der er naiv og fantastisk charmerende. Selv troldene danser med.

Det er efterhånden gået op for de fleste, der følger Kim Hiorthøy, at musik absolut ikke er nordmandens eneste udtryksmiddel. Med musen i hånden foran computeren er han ferm til det grafiske design, og han har lavet coveret til flere norske pladeudgivelser fra Rune Grammofon, der har indbragt ham Spelemannsprisen for bedste pladecover i ’95, ’96 og ’98. Og så laver han musik under eget navn.

My Last Day er Kim Hiorthøys seneste fuldlængdealbum, og som på hans tidligere album – de eksperimenterende Melke og For the Ladies undtaget – er det en herligt legende kunstner, vi har at gøre med. Og netop denne ubekymrede tilgang til musikken, til det at forsøge sig frem og ikke tænke for meget over tingene, har Kim Hiorthøy tidligere udtrykt som noget, han stræber efter. »It is easier to do something if you are an amateur [..] because you don’t have to prove yourself«, har han sagt i et interview; og denne stræben efter at tilgå sit musikalske talent uden de grænser, professionalismen sætter, giver My Last Day en frisk, ubekymret og naiv tone.

Albummet består af elleve numre, som veksler mellem semipumpende melodier og mere skramlede små-bokseri på tangenter, der er håndformet og tyndt skåret for at blive samlet og samplet på ny. Kim Hiorthøys faste partner i musikken er en ældre Akai-sampler, som oftere har hjemme hos hip-hoppere end elektroniske musikere som Kim Hiorthøy. Det kan høres på f.eks. albummets åbningsnummer “I Thought We Could Eat Friends” eller den lange, flot opbyggede “Skuggan”.

For the Ladies fik Hiorthøy udgivet de lyde han finder overalt i en helt uredigeret form, og det fremstod som en skive af selve livet. Igennem hele My Last Day krydrer den norske lyd-finder sine musikalske udbrud med lyden af samplede stemmer – f.eks. de musikalske glædesudbrud på “Beats Mistake” – eller genstande, der smadres. Det giver en særlig stemning til de melodiske strukturer, der albummet igennem er meget varierede.

Kim Hiorthøy frembringer uden slinger i valsen pumpende elektro som i “Alt Går Så Langsomt”, jazz-toner i “Hon Var Utudlig, Som En Gas” og tindrende mørke klavertoner i “Beats Mistake”. Til tider er han det norske svar på DAMP- og legebarnet Bjørn Svin, andre gange er han med slæbende beats mere som en halvbror til islandske Múm. På forunderlig vis mødes de to ender.

Samlet set er My Last Day et album, der lyder som skrevet af en engageret amatør, som har talenterne i orden. Kim Hiorthøy kan blande de akustiske elementer med elektronikken, så de to lyder, som havde de samme ophav. Hans legesyge og lyst til at eksperimentere kommer rigtig godt frem, og det gør albummet til Kim Hiorthøys bedste til dato.

★★★★½☆

Deltag i debat