Plader

Jakobinarina: The First Crusade

Skrevet af Camilla Grausen

Jakobinarina er en rigtig god historie. Hypen er stor, medlemmerne er kun omkring 18 år, de har varmet op for store navne og så er de noget så sjældent som et punkband fra Island. Men den gode historie holder ikke vand, for skønt drengenes høje energiniveau er debuten en ensformig, forhastet omgang.

De seks islandske forstadsdrenge i Jakobinarina har allerede opnået stor omtale med deres bragende energi og såkaldte power pop punk. I hjemlandet vandt de musikkonkurrencen Battle of the Bands i 2005 og siden har de varmet op for store navne som Franz Ferdinand og Love Is All. Rolling Stone er vilde med dem, og i det hele taget er karrieren ved at tage fat.

På en del punkter kan Jakobinarina udgøre det islandske svar på danske Dúné, der ligeledes satte gang i en masse hype baseret på deres unge alder – begge bands har en gennemsnitsalder i omegnen af de 18 år og leverer overordentligt energiske koncerter. Hvor Dúné over flere omgange henrykkede til Spot-festival, har Jakobinarina nogle år i træk skabt opmærksomhed om sig selv ved Iceland Airwaves. Her slutter sammenligningen imidlertid også. For Dúnés talentfulde synthrock ligger langt fra Jakobinarinas noget ensformige pubertetspunk.

The First Crusade er fra start til slut fyldt med tempofyldte, guitarbårne numre, hvor forsanger Gunnar Ragnarsson skråler på rette punk-manér. På de fleste numre drejer han sit engelske hen imod at lyde britisk, men andre steder bryder en tyk islandsk accent igennem. Allerede fra begyndelsen, “Monday I’m in Vain”, indbyder Ragnarsson til en »dance revolution« og udover dansen, fortsætter teksterne gennem emner som: at være 17 år, gå i biografen, stjæle fra butikker og drikke sig fuld. Der er i den grad dømt teenageliv sat på el-guitar.

På “This Is an Advertisement”, der udgør bandets nyeste single, tager bandet pis på sell-outs og det grådige musikmarked: »This is an advertisement / Our brain wash attempt / We would even change our name / To ’the Coca Cola Band’ / Just to get our pockets filled«. Både trommeslager og guitarister skal bevæge hænder og fingre rigtig hurtigt for at følge med nummerets drønende hastighed. Sådan er musikken på næsten alle albummets numre, og medmindre det er et rekordforsøg, kan det være svært at se, hvorfor alt skal gå så stærkt. Man kan godt lave fandenivoldsk punk, der giver publikum lyst til at hoppe rundt uden at det ligefrem stresser dem, hvilket nogle af Jakobinarinas numre har tendens til.

Jakobinarina klarer sig godt når de tillader lidt mere luft i sangskrivningen og lader være med at jappe sig igennem alle numre. Det sker i små glimt i f.eks. det lille akustiske stykke i “Spit Me in the Eye”, og i “œI’m a Villain” tilfører strygere en ny dybde og kraft til bandet. Nummeret begynder som albummets bedste, men ødelægges undervejs af Gunnar Ragnarssons overdrevent gentagede råb: »I’m a Villain!« – nej, du er ej, Gunnar. Du er bare forsanger i et ungdomsband, der skal lære at skrive bedre sange!

Det er tiltrængt, for numrene på The First Crusade kører immervæk meget i samme rille. Lige med undtagelse af det lille surf-nummer “End of Transmission No.6”, der giver plads til at trække vejret midt på pladen. Når det er det eneste, der skiller sig ud fra mængden, ender det dog med at virke underligt malplaceret.

Jakobinarina er en god historie, men det er deres album ikke. Jeg føler mig slet ikke væltet omkuld af noget punk-drøn som hypen ellers lovede. Det er hørt før, bare bedre. Dog kunne det måske være en god oplevelse at høre drengebandet live, hvor det superenergiske udtryk fra albummet nok ville få bedre betingelser for at skabe fest fremfor blot irritation.

★★½☆☆☆

Deltag i debat