Nyheder

Koncert-højdepunkter i december

Hver gang vi træder ind i en ny måned, vil Undertoner sætte fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter.

Som koncertmåned er december som regel ikke optimal. Ved juleferiens begyndelse synes bands og spillesteder at gå i julehi. Men inden vi når til and og rødkål og hurtig scanning af antallet af cd-formede pakker under juletræet, byder særligt første halvdel af måneden på en hel del nævneværdige koncerter.

Rufus Wainwright. Foto: Samantha Isom

December indledes af en større koncertbegivenhed: Rufus Wainwright. Det er kun fem måneder siden han spillede i Operaen i København, men Hr. Wainwright har åbenbart fået smag for vores land, og vælger denne gang at besøge den jyske hovedstad, hvor han spiller i Musikhuset. Det sker nu på onsdag d. 5.

Samme aften indleder The Raveonettes en mindre tour på i hjemlandet inden bandet holder jul og vender tilbage til New York i januar. De begynder i Lille Vega i København og bevæger sig de følgende dage til Voxhall i Århus, Studenterhuset i Odense og slutter på Stars i Vordingborg d. 8. december.

En af månedens mindre, men lovende koncerter finder sted på Stengade 30 i København fredag d. 7. Her spiller svenske Pelle Carlberg op til dans med humorisisk og fornøjelig indiepop fra hans seneste album In a Nutshell.

Vi bliver i det svenske lørdag d. 8. og søndag d. 9. Begge aftener spiller Sveriges stolthed Kent i KB Hallen på Frederiksberg. At koncerterne er udsolgt viser endnu engang, at bandet har en massiv fanbase i Danmark. Men fortvivl ikke hvis du vil opleve Kent, men ikke har fået billet. Bandet giver koncert i København og Århus igen til februar, og til den tid er det med Familjen som opvarmning.

Søndag d. 9. er der også andet godt at bruge aftenen på: Canadiske Caribou leder tankerne væk fra juleindkøb og kalenderlys når de fylder Loppen i København med psykedelisk sommerpop. Undertoners redaktør har allerede erklæret, at deres nyeste album, Andorra, er en af år 2007’s bedste plader. Jazz-inspirerede Slaraffenland opvarmer.

For at afrunde december-højdepunkterne med en fest, skal det nævnes, at The Floor Is Made of Lava tager på turné. Bandet får Undertoners anmelder til at danse, være glad og give fanden i alle bekymringer. Og hvem kunne ikke bruge det? Gå amok efter julefrokosten d. 14. på Loppen i København, d. 15. på Rampelys i Silkeborg, d. 21. på Train i Århus eller d. 22. i De Studerendes Hus i Esbjerg.

Se alle decembers anbefalelsesværdige koncerter på koncertkalenderen.

Deltag i debat