Plader

Land of Talk: Applause, Cheer, Boo, Hiss

Skrevet af Lars Simonsen

Forsanger og guitarist Elizabeth Powell er for Land of Talk, hvad Karen O er for Yeah Yeah Yeahs. Hendes vokal løfter slet og ret indierocken op på et højere plan. Med karisma og herlig variation kaster hun sin glans over et album, der byder på herlige støjende passager og frem for alt spilleglæde.

Det mest iørefaldende ved canadiske Land of Talk er utvivlsomt forsanger/guitarist Elizabeth Powell. Med hendes sexede, kælne og lettere hæse sangstemme løfter hun indierock-udtrykket op på et højere og mere dragende plan. Hendes vokal fletter simpelthen fingre med den skramlende rock på en rigtig vellykket måde.

Sammen med trommeslageren Bucky Weaton og bassisten Chris McCarron udgør de en solid enhed, hvilket bevises til fulde i kraft af albummets første skæring. Med selvsikkerhed og spilleglæde hvirvler “Speak to Me Bones” indledningsvis rundt som en af den slags snestorme der eftersigende kun fandtes i gamle dage. Powells vokal er undervejs både flirtende, langstrakt og ikke mindst aggressiv i nummerets afslutning; »So what about / what about / what about / right now / right now?«

Powell har rødder i flere punk-inspirerede konstellationer og i sidst i 90erne sprang hun ud som soloartist. Efter et hav af koncerter i det canadiske så trioen Land of Talk dagens lys, og som antydet sætter Powell her sit tydelige præg. Ja, det er sgu HENDES band. Heldigvis. For selv om den upolerede indierock er charmerende og vellydende, ville den ikke fremstå nær så interessant uden en lige så varieret sangstemme. Powells stemmebånd favner nemlig herligt bredt. Lige så hårdkogt rocket den kan være i én sang, lige så mumlende, kælen og sårbar kan den være i den næste.

Den overordnede variation i lydbilledet er heldigvis også til at få øre på. “Summer Special” er eksempelvis meget poppet og luftig i sit udtryk, mens Powell tørt observerende synger: »Look at those girls / so young so young / still piss their pants«.

De vellykkede numre er i overtal på Applause, Cheer, Boo, Hiss. “Breaxxbaxx” udmærker sig først og fremmest med sin legesyge, og de momenter, hvor der er fuld knald på distortioneffekterne. I “All My Friends” man mærker rastløsheden krybe helt ind under huden, understreget med linjer som: »Fuckin’ around / pretending there’s a problem / figure it out.«

Det er knap så let at overgive sig til et nummer som “Magnetic Hill”, der ikke rigtig rører sig ud af stedet ,og hverken viser tænder eller nye sider af Powells ellers stærkt varierede sangstil. Men på dette tidspunkt er denne lytter muligvis bare blevet forvent.
Tempoet sættes indledningsvis helt ned i den dragende “Street Wheel” med romantisk og sårbar vokal, inden nummeret ebber ud med en skøn støjende passage, hvor den elektriske guitar lever sit helt eget udsyrede liv. Trommer og bas holder stabilt rytmen, mens Powells vokal fortsat befinder sig i sit sarte lune og kun lige netop kan skimtes inde under lagene af støj. Smukt.

Herefter byder pladen på tre numre som præsenteres som ‘bonus tracks’ (albummet udkom oprindeligt i 2006 som en ep med de første syv numre). Og efter det syvende nummer er fadet ud føles det rent faktisk som ren bonus at få serveret nogle flere numre. Følelsen af at have mod på mere fra denne canadiske trio er nemlig i høj grad til stede.
Derfor er det også med forventningens glæde, at jeg ser frem til nye udspil fra Land of Talk, for med dén iver og spilleglæde, bandet udviser, kan det næppe gå galt.

Helhedsindtrykket af Applause, Cheer, Boo, Hiss er rigtig godt, og det skyldes især, at hovedparten af pladens 10 numre er mindeværdige, vellykkede og stærkt stemningsfulde. Eller som Elizabeth Powell synger i “2 Ships”: »It’s sexy / it’s dirty / and disturbing«. Hvad mere kan man forlange?

★★★★½☆

Deltag i debat