Plader

Levy: Glorious

Skrevet af Lars Simonsen

Amerikanske Levy, der føres an af James Levy, har med sit andet album begået en både pompøs og lidt trættende powerpop-plade. Med strygere, fængende guitarhooks og et højtragende tekstunivers er det indledningsvis nemt at overgive sig til udtrykket. I længden bliver det dog småkedeligt.

Det er på mange måder en overrumplende oplevelese at lytte til det albumåbnende titelnummer fra amerikanske Levys anden udgivelse. Der lægges nemlig rigtig ambitiøst ud med en højtravende popsang, der omhandler kontakter til de højere magter, og den religiøse tekst pakkes ind i symfoniske arrangementer samt noget, der minder om et munkekor.

At der vitterligt spejdes mod de højere luftlag, afslører følgende ord, som står knivskarpt i lydbilledet: »God bless the world / It’s so glorious«.
Mindre guddommeligt bliver det ikke med efterfølgende linjer som »I felt His hand today across my shoulder / I kneeled down to pray / He said afterlife is okay / but I got so lonely when you turned away«.

Et sådan pompøst nummer kunne meget let have faldet til jorden med et brag, men i stedet for at føle kvalme over de højtragende linjer har nummeret en lettere berusende effekt. Den symfoniske powerpop rammer nemlig plet, hvad angår intensitet, og så er det fængende som bare…fanden.

Hovedmanden bag Levy er den 26-årige New York-baserede James Levy, der fortrinsvis udråber skelsættende Nirvana som grunden til, at han i sin tid begyndte at skrive sange. Dengang grunge-bølgen var på sit højeste, boede Levy stadig i landlige omgivelser et sted i Vermont i det nordøstlige USA, og den alternative amerikanske rockmusik gav ham mere indhold i tilværelsen. Efterhånden blev det lille bysamfund dog alligevel for småt for den spirende sangskriver.

Efter at havde lyttet til Bob Dylans Nashville Skyline et utal af gange gennem flere år, fik han så modet til at skifte den øde hjemegn ud med den ultimative storby; New York. Her måtte Levy dog sande, at den gamle historie om, at man føler sig mest ensom, når man er omgivet af mange mennesker, ikke er helt forkert.

Ovenstående begivenheder i den unge Levys liv blev alle motiverende for ham i forhold til at danne et band og optage debutalbummet Rotten Love, der udkom i 2005.

Men tilbage til nutiden og Glorious. Den storladne og symfoniske popmusik påkalder sig nemlig opmærksomhed og har held med at fange lytteren. I hvert fald fortsættes stilen i andet nummer, “So Hard”. Strygerne får her en dominerende plads side om side med medrivende guitarhooks og James Levys insisterende sangstemme. Igen er det, som om Levy ikke tilbyder lytteren noget valg; du ender nemlig med at synge med! Også selvom linjerne er lettere patetiske i sit udtryk: »living, love and life is so hard,« som gentages igen og igen.

Herefter bliver der skruet en anelse ned for det oppustede og pompøse, men strygerne og de catchy guitarfigurer huserer stadig, alt imens James Levys sangstemme skiftevis befinder sig på høje og lave niveauer. Med andre ord forlades skabelonen for albummet ikke for alvor. Derfor ender det også med, at det, der først virkede overrumplende og medrivende, efterhånden fremstår anonymt og stereotypt.

Der er dog en smule variation at finde i nummret “Love and Pain”. Sangen indledes med tyste trommer og klaver, mens Levys vokal antager en mere sløv skikkelse. Lidt efter lidt ændrer nummeret dog karakter. Først insisterer strygerne på, at nummeret skal være mere grandiøs i sit udtryk, og pludselig sætter de velkendte guitarfigurer ind, og sidste halvdel af nummeret minder om de fleste andre på albummet.

Der mangler i høj grad et par laviner eller i det mindste lidt mere bevægelse undervejs. Når de tre første numre er (vel)overstået, er det nemlig så som så med udfordringerne for de lyttende sæt ører. De melodiske poprock-numre svæver forbi dig i luften, og du nikker højst høfligt til autopiloten, mens det sker.

Glorious er godt produceret med vellykkede arrangementer, enkle og fængende guitarhooks og en vokal, der fremstår ren og skarp i det samlede lydbillede. Selvom dette udmønter sig i vellykkede skæringer undervejs, fremstår albummet i sin helhed for glatpoleret, stillestående og sine steder småkedeligt.

★★★☆☆☆

Leave a Reply