Plader

Men Among Animals: Bad Times, All Gone

Dansk debut, udenlandsk lyd. Det er hørt om før, men Gud, hvor er det dog en original plade, Men Among Animals har lavet. Bad Times, All Gone er skæv pop, som man både kan græde og grine til.

På denne anmelders bord har der i efterhånden et stykke tid ligget en sær, lille plade, der ikke rigtigt har været til at knække. Ikke fordi den er kringlet og eksperimenterende eller på nogen måde svær at gå til. Nej, tværtimod er den så umiddelbar og åben, at jeg ikke har kunnet ryste en følelse af mig af, at der måtte ligge noget mere bag. Letheden og det indtryk som pladen efterlader sig er på en eller anden måde ikke proportionel med hinanden. For hvordan kan man, ærligt talt som selvudnævnt seriøs musiklytter, være bekendt at lade sig begejstre over en tekst, der starter med linjen »I feel in love with the world today«?

Men selvfølgeligt kan og skal man det, for livet og især musikken er andet og mere end dyster lyrik og eksperimenterende sangskrivning. Og når letheden bliver leveret på en måde, der både er selvironisk, ambitiøs og dybfølt, sådan som danske Men Among Animals formår det på debutalbummet Bad Times, All Gone, ja, så er der ikke andet at gøre end at overgive sig.

Ni små delvist eksplosive og delvist indadsøgende popperler, et ‘anti-nummer’ (det vender jeg tilbage til), samt to interludes udgør tilsammen albummet, der i lyd, stemning og i sit miks af det pudsigt skæve og det alvorlige bringer tankerne hen på happy/sad mestrene i Grandaddy og Flaming Lips.
Stærkest er de ni regulære numre, der alle holder et meget højt niveau. De veksler fra det euforisk hoppende i “Cavaliers”, hvorfra sangcitatet brugt i indledningen stammer, til det vemodigt stille i de (overvejende) akustiske numre “I’m an Architect” og “Amazing Roonie”. Begge dele mestrer Men Among Animals.

I “Amazing Roonie” finder man i øvrigt min yndlingslinje fra albummet. Teksten er en variation over den arketypiske countrysang om en eller andens hårde barndom. I “Amazing Roonie”, er det jeg’ets nabo, Roonie, der har haft den hårde barndom. Efter den obligatoriske beskrivelse af vejret (forfærdeligt) og skolen (sort som det gamle testamente), når vi til den ligeså obligatoriske linje »And every Sunday he was forced off to church«. Og det er her jeg bliver glad, når linjen efterfølges af et lettere resignerende »of course«. Det virker måske ubetydeligt (eller værre, plat) når man ser det på skrift, men Gud, hvor er det dog befriende. Det er netop den slags små uhøjtidelige detaljer, der hæver Bad Times, All Gone fra at være et fint popalbum til at være et glimrende popalbum.

I uptempo-enden af albummet er der rigeligt at fremhæve, men jeg vil holde mig til åbningsnummeret “Other Ways” og den skønne “On My Boat”.
“Other Ways” er præcis, hvad den giver sig ud for at være, nemlig en lidt vemodig popsang om tabt kærlighed. Men takket være en småpsykedelisk intro og en eminent trommelyd bliver den så meget mere – en popsang, der virkeligt kryber ind under huden.
Om “On My Boat” er der ikke så meget andet at sige til end, at i en bedre verden havde den været årets radiohit på P3.

På minussiden finder vi det tidligere omtalte “anti-nummer”, det afsluttende “The Opposite of Hello”. Det er en underlig småpsykedelisk, lille intro-agtig ting, der egentlig ikke er dårlig, men som man ville ønske udviklede sig til en decideret sang. I den nuværende form giver den ikke noget til albummet, hvilket de to interludes i mine øre heller ikke gør. Men det er småting, og i det store billede betyder det meget lidt. Det er stadig et meget sjovt, sørgeligt, finurligt og flot debutalbum, Men Among Animals har lavet.

★★★★★☆

Deltag i debat