Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2007 (del 1)

Vi indrømmer det med det samme. Vi har ikke fået det hele med. Der er udgivelser vi ikke har fået anmeldt, som ellers fortjener en masse opmærksomhed. Det er vi kede af. Men hvad skal vi gøre? Samle op på nogle af de vigtigste albums, som vi missede i løbet af året? Så ok da. (17.12.07)Selv om vi altid forsøger at anmelde alle de vigtige udgivelser i løbet af året, er der naturligt nok en række plader, der flyver under radaren, og som derfor ikke får den omtale, som de ellers fortjener. Det forsøger vi hvert år at rette op på ved at lave en opsamling på de albums, som burde have fået opmærksomhed på Undertoner. Derfor har en række skribenter kigget samlingen igennem og hver især har fundet udgivelser, der ikke blev anmeldt, men som stadig er værd at få hørt.

Kasper Würtz

The Fields debut hos de tyske minimal-pionerer Kompakt bød ganske fortjent på et gennembrud hos såvel kritikere som hos det dansehungrende publikum. Svenske Axel Willner har med From Here We Go Sublime begået et fremragende album, der med sin besynderligt dansable ambient viser, hvordan man kan folde varme, fængende melodier ud af et ellers koldt og inhumant lydunivers. Resultatet er en minimalistisk perle, der minder om Underworld i deres velmagtsdage, minus Karl Hydes maniske lyrik-rablen.

Findlay Brown: Separated by the Sea

Der er også en del musikhistorie i Findlay Browns fabelagtige debut Separated by the Sea, der visse steder sender hilsener til forbilleder fra såvel den engelske og amerikanske folkscene. Men selv om Nick Drake og Simon & Garfunkel står i kulisserne, er det Brown, der ejer scenen takket være en fornem blanding af skrøbelighed og sangskrivermæssigt overskud. Materialets høje kvalitet og den overvældende skønhed, der generelt gennemstrømmer albummet, giver håb om, at der stadigvæk er værdige y-kromosom-bærende mennesker, der kan bejle til den folktrone, som samtidens kvinder har sat sig så solidt på.

Anders Hjortkær Christensen

Joakim Thåström har spillet punk i Ebba Grön, rock i Imperiet og lidt af det hele i eget navn, senest med det nedtonede pragtværk Skebokvarnsv. 209. Med Sällskapet som nyeste projekt tager Thåström sin lytter med på en foruroligende, dekadent rejse forbi kolde industrikvarterer og fortågede havneknejper, og hele herligheden lyder som en afdæmpet krydsning af Suicide og Einstürzende Neubauten. Den selvbetitlede debut er underspillet og aldeles fremragende.

Lasse Dahl Langbak

The Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters

Hvis man ikke er blevet blæst omkuld af et album i 2007, har man næppe hørt The Twilight Sad. For deres debutplade, Fourteen Autumns and Fifteen Winters, kan med sin voluminøse kraft, der ligger bag de dramatiske rockhymners støjende udladninger, banke alt i jorden. Og så er James Grahams lyriske fremførelser om barndomsårenes mørkere sider ikke bare intense som bare fanden – de bliver sågar ytret på et klingende skotsk, der emmer af en sjældent hørt autenticitet. Brølstærk debut.

Noise pop er bare et af de genremærkater, der er blevet smækket i nakken af Deerhoof. Med udgivelsen af Friend Opportuniy skal der imidlertid sættes en streg over noise, mens pop bør skrives med større typer. Efter at guitarist Chris Cohen har forladt bandet, er guitarstøjen nemlig stort set sløjfet. I stedet har de tre resterende medlemmer udgivet en umiddelbar og fængende plade, hvor Satomi Matsuzakis lillepigestemme boltrer sig blandt groovy rytmer, tunge riffs og en række synth-effekter, som atter gør Deerhoof til et herligt, uforudsigeligt bekendtskab.

Peder Bo Jørgensen

Electrelane: No Shouts, No Calls

Electrelane, der for nyligt annoncerede, at de holder pause på ubestemt tid, udsendte i foråret deres foreløbigt sidste skud fra støjrock-pigepop-pistolen.Ikke noget øresønderrivende brag, men derimod et rigtig fint “plop” på den rigtige side af smertegrænsen.
No Shouts, No Calls er mere pop end støj, og udover at være det sidste Electrelane album er det også det bedste. Dette står klarest på “The Greater Times” og “To the East”, men også med de finurlige “Saturday” og “Cut and Run” som højdepunkter.

Mads Jensen

Som det fremgår af anmeldelser og lister, kan vi på Undertoner godt lide Yeah Yeah Yeahs. Derfor er det også ærgerligt, at de kun velsignede os med en ep, i stedet for et fuldlængdealbum i 2007. Til gengæld er det bedre at få en god EP end ingenting. Og Is Is er en god ep. I ånd og energi lægger den sig faktisk tættest op af den selvbetitlede debut. Den er rå som tatar og energisk som Anders Fogh på sin morgenløbetur. Hverken i musikken eller udgivelsesfrekvensen er der således noget, der tyder på, at Yeah Yeah Yeahs skruer ned for energien, og tak for det.

Jeppe Fly-Kristensen

LCD Soundsystem: Sound of Silver

Forførende beats og henslængte arrangementer parres i en suppedas af programmeringsmusik, der måske er ved at nærme sig pop, men alligevel er meget mere end det. Discopunk, dansabel el-rock eller synth-pop, kald det hvad du vil; LCD Soundsystem finder inspiration i U2 rock, Kraftwerk keyboard og Bowie avantgarde, og ender ud i en hybrid af en plade, der på mange måder er svær at genrebestemme, men pokkers dragende. Faktisk er det småt med dårlige numre på Sound of Silver og selv om James Murphy, hovedpersonen bag projektet, måske ikke har en ny “Daft Punk Is Playing at My House” i ærmet, føles pladen pokkers holdbar. Har man først tændt stroboskoplyset, skal man på ingen måde gå uden om Sound of Silver, for det er en meget homogen danseplade.

Deltag i debat