Plader

Testbild!: Une Teinte Intense

Skrevet af Cæcilie Jessen

Testbild hylder med en blanding af sommerlette, melankolske vokalharmonier og hviskende digtrecitation den schweizisk-fødte digter Isabelle Eberhardt. De har indfanget lyden af Nordafrika, hvor hun levede og skrev, og de har indfanget lyden af hende.

Denne her anmeldelse af Testbild!’s nyeste album er ret forsinket. Jeg satte mig ned for at skrive den en tirsdag for et par uger siden, og jeg havde nogle bolcher og min notesblok klar. Jeg fik skrevet et par ord ned i løbet af de første numre, herunder:

»de omfavner lissom hendes ensomhed med deres soothing vokalharmonier (vi ved godt, du havde det hårdt, isabelle, men vi værdsætter dig, det er smukt, det dér)«

Jeg nåede ikke så langt med notetagningen. Jeg blev grebet af hende her Isabelle Eberhardt, og jeg blev mere og mere stillesiddende, som pladen skred frem. Så snart den sluttede, måtte jeg gribe mine ting og skynde mig ud af døren, hen til en ven, for at spille pladen for ham, for det var for store følelser at rumme alene.

Une Teinte Intense er en hyldestplade til den schweizisk-fødte digter Isabelle Eberhardt. Som reporter dækkede hun krige i Nordafrika for franske aviser. Hun var i starten af sine tyvere konverteret til islam, og hun rejste rundt i Nordafrika som mand. Hun opnåede medlemsskab af det muslimske broderskab Qadriyya, hun skrev digte og noveller.

Pladen starter meget stemningsfyldt ud; et kvindehvisket digt, det er melankolsk. Melankolsk er nu ikke helt det rigtige ord. Det er trist, rørende. Da digtet slutter, starter pladens næste nummer med lyse vokalharmonier, så nordafrikanske rytmer og gadelarm. Sangens poppede elementer står i kontrast til det ensomme i digtrecitationen. En nærmest perfekt afstemt blanding.

Testbild! lader på denne måde Une Teinte Intense veksle mellem digtoplæsning og bløde, stereolabske, Sam Prekopske, Jim O’Rourkeske popharmonier hele vejen igennem. Kvindestemmen, der halvt hviskende føler sig frem på de franske ord. Jeg ved bedre, men det er som om, det er Eberhardt selv, der reciterer sine digte fra den nordafrikanske ørken. Man kan høre vinden i baggrunden og hendes ensomhed helt i forgrunden.

Jeg skrev dét om vokalharmonierne i mine noter, du kan se der foroven. De er helt vildt bløde, og de trøster på den måde, man trøster på, når man ved, at der ikke er noget trøstende at sige. I al deres enkelthed hopper og springer de, meget sommerlet, sikkert som i et hvilket som helst land i Nordafrika (måske Algier) på en ikke så hed og tung dag. Når der er lidt vind, der danser.

Det er vitterligt en oprejsning for Eberhardt, som Testbild! har frembragt. De bruger de nordafrikanske rytmer, gadelarmen og ørkenens stilstandslyde, og det virker som en anerkendelse af Eberhardts kærlighed til Nordafrika. Egentligt er kærlighed et for blidt ord, for man mærker i de reciterede digte på Une Teinte Intense, hvorledes det nærmere er et tvungent forhold. Hun havde slet ikke andre valg.

Måske det virker overdrevet i en anmeldelse af en plade at bruge så meget tid på at skrive om forfatteren, den er en hyldest til. Men det er sådan, det er; Testbild! skubber Isabelle Eberhardt frem i forgrunden, mens de selv står i baggrunden med deres lette vokalharmonier. Når hun kommer frem på scenen med sin recitation, for lad os nu sige, det virkeligt er hende, er det som en tordensky. En virkeligt lille og ensom tordensky opfyldt af kærlighed, og det er dét, der rører mig så meget. Eberhardts kærlighed er så stærkt forbundet med ensomheden, eller omvendt, men man mærker det i recitationen, der er helt fyldt op til randen af ånd.

Et hit er der også. “The Dying Mirrage”, det tredje-sidste nummer, er regulært dansabelt. Testbild! har taget alle deres yndlingsmidler i brug for at skabe lækre bossanova-rytmer; en hurtig basgang, tamburin, en svævende percussion, en varm guitar og ikke mindst vokalharmonierne. Det er som sådan meget fint, men det bliver til meget mere på grund af den her afstemthed med Eberhardt. Det er som om sommeren på popnumrene ikke er fuldt og helt i samspil med Isabelle. En melankolsk sommer. “The Dying Mirage” er som når man går til fest og har det godt til trods for, at man egentligt er lidt trist.

Jeg er ikke sikker på, jeg ofte vil høre Une Teinte Intense. Måske vil jeg tage den frem for at spille den for nogen, der vil opleve pladen på en måde, der minder om min. Det er en hyldestplade til Isabelle Eberhardt, det står i den første linje i pressemeddelelsen, og den her følelse af, at jeg ikke kan spille den for nogen, der ikke vil værdsætte den, er vel tegn på, at hyldesten er lykkes. Alligevel må jeg holde mig til fem u’er, for hvis jeg gav et sidste, ville det være til Eberhardt og ikke til Testbild!.

Pladen afslutter med den endelige oprejsning. Kvindestemmen reciterer: “Le vent du desert tarit mes yeux humides” (en i volumen eskalerende mur af lyd og – stilhed.)

★★★★★☆

Deltag i debat