Plader

Patrick Watson: Close to Paradise

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Close to Paradise er et klaverbaseret jazzrock-album, som ikke mindst på grund af et stærkt vokalarbejde er fascinerende smukt i sine bedste momenter. Pladen går dog af og til i tomgang. Electronicaen og spacerocken, der også trænger sig på i Patrick Watsons drømmende landskab, kunne med fordel være udforsket noget mere.

For næsen af blandt andre Arcade Fire, Besnard Lakes og Feist løb Patrick Watson med dette års Polaris Music Prize, en canadisk musikpris, som ikke skeler til salgstal, men derimod udvælger de nominerede på baggrund af deres musikalske integritet. Denne canadiske pendant til den danske Steppeulven valgte Patrick Watson som årets prisvinder på grund af den amerikansk-canadiske pianist og sangers anden plade, Close to Paradise.

Netop integritet er, hvad denne plade besidder. Selv om Patrick Watsons vokal sine steder minder ikke så lidt om Jeff Buckleys ditto, er den underlæggende musik et velkomponeret sammenrend af influenser. Udover udgangspunktet i klassisk musik og jazz når Watson forbi både folkrock og kammerpop, ligesom han af og til trækker elementer fra electronica og atmosfærisk spacerock ind i det samlede lydbillede.

Dette sammensurium af genrer, det er nødvendigt at hive frem for at beskrive det musikalske udtryk på Close to Paradise, er ikke så underlig, hvis man kender til den 28-årige Patrick Watsons baggrund. Som dreng sang han i et kirkekor, han har studeret både jazz og klassisk klaver og har siden hen udforsket genrer som electronica og ambient. Inspirationen fra ambient lader sig spore i pianoet og trommernes slæbende rytmik, mens electronicaen kun dukker sporadisk op i enkelte af pladens numre. Hvilket er en skam. For det er ikke kun den langsommelige opbygning med sirligt klokkespil, repetitive klaveranslag, slæbende trommerytmer og en indfølt vokal, der gør “Daydreamer” til pladens utvivlsomt stærkeste nummer. Det er derimod de spacede, elektroniske input, der medvirker til, at præcis dét nummer er konstant fascinerende og derfor særdeles slidstærkt.

Beklageligvis, gør Watson sig ikke i jazztronica på pladen som helhed. Næsten samtlige af de øvrige numre på pladen befinder sig derimod primært i et musikalsk univers, hvor klassisk musik er blandet med jazz i kammerpop-arrangementer. Vægten er lagt på klaver, trommer og Patrick Watsons vokal som det absolutte omdrejningspunkt. Sangene er veludførte, vokalen ikke sjældent fremragende, men alligevel sætter Close to Paradise ikke det uafrystelige indtryk, som både de ambitioner, der synes at lægge bag kompositionerne, og selve udførelsen af dem burde havde indfriet.

Close to Paradise lykkes, når det smukt drømmende univers, pladen befinder sig i, får lidt flosser. Hvad enten det er de fræsende guitarer i den folk-rockede “Storm” eller de uhyggevækkende strygere i “Weight of the World”, som skaber kontrasten til de ellers ret så formelprægede sange. Det sker ikke i tilstrækkelig grad. Ej heller er Patrick Watsons vokal, hvor smuk den end er i dens allermest blændende momenter som fx i “Great Escape”, så fængslende stærk, at den alene holder interessen fangen. Man skal være meget lidt rastløst anlagt, hvis ikke man på den sidste tredjedel af pladen mister fokus fra musikken, som følgelig fortaber sig til baggrundsmusik.

Trods denne tendens til kedsommelig tomgang med ambiente melodistykker, som ikke rigtig formår at føre lytteren derhen, hvor tid og sted ophører med at eksistere, er der undervejs meget at komme efter på Close to Paradise. Så meget, at man forstår, at den endeløse række af kritikere, der sidder i Polaris Music Prizes jury, har valgt lige netop Patrick Watson som årets prismodtager. Talentet er åbenlyst.

★★★★☆☆
Lyt til “Giver”:
[audio:http://www.patrickwatson.net/files/uploads/Giver.mp3]

Deltag i debat