Plader

B.C. Camplight: Blink of a Nihilist

Der står bestemt en talentfuld sangskriver bag synonymet B.C. Camplight, og Brian Cristinzio har da også evner inden for de skæve og skønne popharmonier, men det høje ambitionsniveau står desværre ikke til måls med det færdige produkt, som savner sammenhæng og holdbarhed.

B.C. Camplight, a.k.a. Brian Cristinzio, har en glimrende vokal, og det første nummer “Suffer for Two” varsler umiddelbare godbidder i form af lyse og velklingende harmonier, der henleder tankerne mod skæve popsnedkere som bl.a. Brian Wilson, Jens Lekman og Sufjan Stevens.

De gode takter af fyldige og lidt skæve arrangementer står næsten i kø for at overgå hinanden i et tætpakket og moderne popunivers, hvor de første numre virkelig giver håb om en stor oplevelse, men desværre, som så mange gange før i musikhistorien, har den gode Cristinzio ikke substans nok til en hel plade.

Manden kommer lidt til kort over for sine konkurrenter, for der skal mere end blot dansabel bossanova og klaverbokser-arrangementer til for at holde pladen flydende. Cristinzio skøjter for meget rundt mellem det gangbare og det skizofrene, hvilket høres i melodierne på fx “Officer Down”, der ikke får hængt sin hat på noget stativ, men i stedet cykler rundt i et pianounivers uden sammenhæng mellem afsender og modtager.

Til gengæld er “Lord, I’ve Been on Fire” et finurligt og interessant arrangeret nummer, der vender sig i forskellige stilelementer fra guitarer og en insisterede melodi, som bare fungerer på grund af det interessante lydbillede, der skifter og leger med formerne – uden dog at falde helt uden for kategorien af den bløde og velklingende slags.

Der er generelt lidt for langt mellem de interessante indslag, og pladens altoverskyggende problem er, at intentionerne ligger i et luftlag højere oppe end dét, man har overført til pladen. Når man forsøger at trænge ind i musikken, fornemmer man let de prætentiøse ideer, og der er virkelig lagt i kakkelovnen på instrumentsiden, hvor man har søgt efter de ypperligste harmonier ved hjælp af sitrende strygere og bløde pianoklange, men melodimaterialet er ikke stærkt nok, og det flyder sammen i en grød af vanvidspop og usammenhængende ingenting, der i høj grad mangler en rød tråd.

Hele konceptet omkring Cristinzios plade nummer to, Blink of a Nihilist, virker en smule akavet og uforløst.
Pladens bedste nummer, “Soy Tonto”, fortæller godt nok en udmærket historie om ung kærlighed og opvækst, og bossanova-temaet gennemføres nærmest magisk, men stemningsskiftet er forvirrende, og det udløser en voldsom irritation hos lytteren. Alt det guld, og så bliver det smidt på gaden. Ak ak ak”¦.

Det er svært at holde 100% af Blink of a Nihlist, for den evner ikke at finde en knage at hænge sig fast på, og det sætter lytteren på en alt for stor prøve.
Selv om der er hørbare skitser, så tegner B.C. Camplight aldrig et færdigt billede af ideerne, og det skaber en forvirring, som desværre får karakterpilen til hverken at vende mod syd eller nord.

★★★☆☆☆

Deltag i debat