Plader

Burnt Friedman: First Night Forever

Kender du typen, der emmer af gymnasielærer og som en anden Brandon Walsh nonchalant afstår fra enhver dans? Her kommer en forsinket julegaveidé, der både er voksen, intellektuel og rytmisk forførende som ind i h…… De færreste bemærkede den, men First Night Forever kunne sagtens være en af sidste års bedste.

Forestil dig et oldboys-hold. Nej, det er nærmere en hel klub. Lad os for en nemheds skyld kalde den ’Avantgarde United’. For at komme på holdet skal man have en vis anciennitet. På højrefløjen finder vi den som solist relativt uprøvede Steve Jansen, mens den mere erfarne Egberto Gismonti huserer på venstreflanken. Målet vogtes af stabile Jaki Liebezeit, mens anfører og spilfordeler John Cale stadig sælger flest trøjer i merchandiseboden. Bag sig har han Holger Czukay og Tom Verlaine, hvilket får hjemmebanens tribuner til at brøle »verdens bedste midtbane«. Men mon ikke de spejder stjålent efter rivalerne ‘Ambient All-Stars’ og især deres stjerne Brian Eno?

‘The Avants’-bænken rummer for tiden David Toop og Uwe Schmidt. Samme sted finder man Robert Wyatt, der dog i kraft af sit kørestolshandikap er overgået til trænerstaben. Inde på banen har Burnt Friedman rollen som den solide (og funky) back, der til enhver tid kan tage det lange løb og slå et indlæg til rapfodede offensive kræfter som David Sylvian, Mark Hollis og Ryuchi Sakamoto (hvilket æterisk angreb, i øvrigt), thi Burnt Friedman er en rigtig holdspiller.

Selv om fodboldallegorien er en våd ønskedrøm, er den ikke helt hen i vejret. Burnt Friedman spiller således sammen med Sylvian og Jansen i Nine Horses, Uwe Schmidt og Friedman er til sammen Flanger, mens sidstnævnte også har optrådt med Jaki Liebezeit i blandt andre The Nu Dub Players. Generelt er der en art international konsensus blandt disse musikalske vismænd. Der dannes nærmest et billede af en elitær loge, hvor medlemmer som standard skal mestre syv instrumenter og begå sig i dobbelt så mange genrer. En loge med foredrag om postmodernitetens konsekvenser for begrebet ‘musik’ overhovedet.

Burnt Friedman har i den forbindelse udtalt til det engelske musikblad The Wire, at »The possibily to put things in order has exploded … everyone is interacting with everybody else and no one has a clue anymore«. Friedman fortalte videre, at han i metroen havde set en ung fyr nærstudere sine pladeindkøb, der spændte over fire årtier og absolut intet havde til fælles.
Dette svimlende og frydefulde kulturelle kaos har sine konsekvenser. Ikke alene er det i dag muligt at sammenblande adskillige musikalske stemninger, teknikker og traditioner, men denne proces ledsages også af en sporløshed, der gør ny musik mulig i kraft af ingrediensernes slørede ophav.

Hvad Burnt Friedmans nye album, First Night Forever, angår, er der dog tale om en håndspillet verdensomsejling, der er rodfæstet i kosmopolitisk intellektuel tradition og en overraskende intuitiv forståelse af rytme og melodi. På nær ét gæstes alle albummets numre af vokalister og bidragydere. Dette udmønter sig i en utroligt bred, men stadig organisk farvepalet, domineret af eksotisk guitarspil, vokaludbrud og de udfriende toner fra klarinet og saxofon. Under hele herligheden løber en rytmestrøm, der svært lader sig beskrive. Man genkender analoge jazztrommer, congas samt elementer fra dub og electronica, men man mister snart orienteringen, eftersom strengeinstrumenter, stemmer og blæsere bliver ved med at invadere det rytmiske terræn.

Man fornemmer, at Friedman har givet op over for de store sandheder og overgivet sig til detaljerne. Den lyriske side af First Night Forever udtrykker i høj grad verdens forfærdende hastighed og farverigdom, men teksterne er ikke som sådan betydningsbærende. Stemmerne benyttes snarere som rytmernes menneskeligt inciterende islæt, og ‘fortællingen’ må således vige for en kalejdoskopisk hyldest til musikkens inderste væsen. Burnt Friedman omfavner så at sige verdens uudgrundelige kaos gennem musikkens stumme og lykkeligt upræcise mulighed, og på bemærkelsesværdig vis lykkes det ham at omvende det analytiske og intelligible til ren kropslig nydelse.

Selve titlen First Night Forever står ved første øjekast i kontrast til Friedmans velbevandrethed i det kunstnerisk progressive. Den virker for sød og naiv, for poppet simpelthen. Men af albummets øvrige titler og gennemløbende stemning fremgår det, at der ikke er tale om en idealiseret romantisk kærlighed. I stedet træder en nostalgisk fryd over musikkens evne til at vække sanserne.

Den britiske forfatter Kodwo Eshun har i sin musikteori fremvundet begrebet ‘xenophilia’, der beskriver den barnlige kærlighed til noget nyt og ukendt. Det er denne følelse, der sætter grundtonen på Burnt Friedmans skønne bedrift. En uendelig kærlighedserklæring til de rytmer og melodier, der uforklaret tilfører vi mennesker glæde. Det lyder funky, og det er det også.

★★★★★☆

Om skribenten

Daniel Flendt Dreesen

 

Biografi:

Som seksårig fik jeg min første cd, et soundtrack fra firser-fantasyfilmen The Labyrinth af David Bowie. Derved var Bowie i skikkelse af troldekongen den første, der bosatte sig derinde, hvor så megen musik senere skulle få plads. I folkeskolen kom jeg i praktik hos Gaffa, der lukkede mig ned i kælderarkivet, overladt til organiseringen af 20 års musikhistorie. Det blev dog hurtigt mere spændende at læse Geiger, der brugte sproget kunstnerisk og elaborerende, hvilket inspirerede mig til et halsløst klippe-kopimaskine-inferno: magasinet K/half noise, der trods sin fine konceptualitet begrænsede sig til temanummeret Isens lydnatur. Da gymnasiet lagde en klam hånd på min tid, fandt jeg endelig gennem Undertoner en vej til selv at blive leverandør af ydmyg musiklitteratur.

 

Hører i øjeblikket:
Seefeel: Quique
Zazen Boys: Zazen Boys 4
Dj Zeus: The Esoteric Disco
Optimo (Espacio): Sleepwalk: A Selection
Emeralds: Solar Bridge

 

Fem favoritalbums:
David Sylvian: Secrets of the Beehive
David Bowie: "Heroes"
Labradford: s.t.
Mission of Burma: Vs.
Harold Budd: La Bella Vista

Skriv et svar