Plader

Cartridge: Fractures

Rødt kort til Franz Ferdinand og Maxïmo Park. Ud med de højenergiske guitarudladninger, og ind med indadvendte, afdæmpede indierock-kompositioner i et alsidigt og solbeskinnet lydbillede – sange, der lader til at være Cartridges hidtil mest langtidsholdbare materiale. Kvartetten har taget et modigt skridt mod noget, der kan begå sig i både ind og udland.

Den Århus-baserede kvartet Cartridge maler med en langt bredere pensel denne gang, og bandet har da også sluppet taget i de stramme og lidt heftige akkorder, som prægede debutpladen Enfant Terrible.

Selv om den musikalske mangfoldighed og afsøgningen af nyt territorium er i højsædet på Cartridges andet album, genkender man bandets hidtidige evne til at skrive gode melodier, hvilket gør Fractures til en potent og iørefaldende plade. En plade, der i højere grad end forgængeren kan hives frem igen og igen. Der er til stadighed nye elementer at finde, og det er styrken ved de 13 nye numre.

At der så indimellem kommer støj på GPS’en, er en anden sag. Cartridge favner bredt – lidt for bredt til tider, og det er, som om sigtekornet lige skal indstilles på de første par numre. “Brain Cloud” er i hvert fald ikke et brag af en pladeåbner.

Derefter går det langt bedre, og de løse strukturer og eksperimenterende arrangementer hænger godt sammen. “1925” og “Poltergeist” efterlader i hvert fald lytteren i behageligt selskab mellem opbrudte, trampende beats og kælne korarrangementer, som puster en let sommerbrise ind over de post-vinterlige stemninger, der præger årstiden.

Som hørt så mange gange før mister også denne plade desværre også lidt af pusten mod afslutningen. Selv om den disco-inspirerede “The Woods”, den The Housemartins-klingende “Rough Diamonds” og afslutningsnummeret “The Wagon” med sine enkle, smittende basgange helt klart er vægtige numre med potentiale, så svinger kvalitetspendulet for kraftigt blandt pladens sidste syv numre.
Det er en skam, for Cartridge beviser mange steder, at de kan styre tøjlerne og skabe et udtryk, der trækker i mange tråde, uden at helheden går i kludder.

Teksterne er heller ikke uinteressante, og Mathias Wullum Jensens pen giver mange eksempler på kantede strøtanker og skæve historier som f.eks. den mexicanske fabel “1925”: »I ended up in jail, that is where I got my name / Well, I took it from a jailer of the prison where I was held / Oh, my father of our nation died / I should have been in charge, but I was undermined as you did stab me in the back.«

Det er en anelse fjollet, men på den gode måde, og det fortsætter i samme tråd i “The Wagon”: »I longed for something new to happen, how was I to know that you would fall into that open coffin / The saddest tale of woe ‘cause there is no such thing as inter-reliance / and I kept pretty cool as you all fell into that open coffin / an exception to the rule.«

Fractures viser sig at være en flerdimensionel og relativt dyb plade. Den er bestemt ikke et mesterværk – dertil er der stadig lidt for dybe kløfter, der spænder mellem det interessante og det middelmådige – men bandet viser bestemt lovende takter mod fremtiden, og de har formået at tage et modigt skridt i den rigtige retning.

★★★★☆☆

Deltag i debat