Plader

Cat Power: Jukebox

Skrevet af Mikkel Mortensen

Cat Powers andet coveralbum er ikke helt så godt som det første. Der er lidt for meget soul-agtig vellyd og lidt for lidt nerve. Kunne man lide The Greatest, kan man dog sagtens finde tegnebogen frem.

Coveralbums kan være en træg affære, især hvis den pågældende kunstner ikke formår at sætte sit personlige præg på de sange, vedkommende har valgt at fortolke. Dette problem har Chan Marshall alias Cat Power på ingen måde. Hendes første coveralbum – The Covers Record fra 2000 – var en personlig og stærk omgang, hvor Marshall for det meste slap overordentligt heldigt fra sine coverversioner.

Efter Marshalls seneste album – det noget kedelige The Greatest – kan man dog sagtens have bange anelser omkring hendes nyeste eksperiment udi fortolkningens kunst, især fordi hun rent lydmæssigt fortsætter i det samme, old school soul-agtige spor. Men måske er dét at fortolke andres sange præcis, hvad Marshall har brug for, for at lukke helt op for de kreative kræfter igen.

Ligesom The Covers Record starter Jukebox med sin mest ikoniske sang. I 2000 dekonstruerede Marshall på fornemste vis Rolling Stones-klassikeren “(I Can’t Get No) Satisfaction” og nu er det Frank Sinatras “New York, New York”, der står for tur. Denne gang skal man ikke forvente nogen revolutioner, men det er stadig en fornemt underspillet og subtilt funky version, som Marshall og hendes Dirty Delta Blues Band disker op med.

Et andet element, Jukebox har til fælles med sin cover-forgænger, er, at Marshall også her fortolker én af sine egne sange. Denne gang gælder det “Metal Heart” fra Moon Pix, og selv om lydbilledet er blevet større og mere tilgængeligt med tilføjelsen af klaver og en varm elektrisk guitar, forsvinder skønheden aldrig fra denne glimrende sang.

Albummets højdepunkt er countrysangen “Silver Stallion”, der nok mest kendt i en udgave af countrysupergruppen Highwaymen. Denne gang består den af lyden af Chan Marshalls vokal med kun en sprød, akustisk guitar og en rusten omgang pedal steel som underlægning, og takket være den intime stemning og sangens yderst atmosfæriske melodi formår den at overgå albummets andre sange.

Selv om Jukebox er et coveralbum, indeholder det faktisk en ny Cat Power-sang, nemlig “Song to Bobby” – og ja, Bobby er faktisk ham der Robert Zimmerman, hvis “I Believe in You” også bliver fortolket på albummet. Desværre er ingen af de to sange synderligt gode. Sidstnævnte udsættes for en noget uinspireret, guitardrevet behandling, mens førstnævnte vist burde være forblevet det noget klodsede fanbrev, som den mest af alt lyder som.

Flere af albummets svageste sange indfinder sig, når Marshall giver sig i kast med en genre, hun på ingen måde mestrer, nemlig soul. Derfor bliver hendes versioner af George Jacksons “Aretha, Sing One for Me” og James Browns “Lost Someone” til glatte og søvndyssende stiløvelser, der mest af alt lyder som noget, man burde kunne finde på et Norah Jones-album. Det bliver ikke meget bedre, når Marshall forsøger sig med den gamle spiritual “Lord, Help the Poor and Needy”. Der er simpelthen ikke nok af Chan Marshall i disse sange, og de ender med at være livløse og ligegyldige.

Syntes man, at The Greatest var et fejlskud, vil Jukebox sikkert også være noget af en skuffelse, selv om den egentlig er en smule bedre end sin forgænger. Var man på den anden side godt tilfreds med den mere polerede udgave af Cat Power, så er Jukebox bestemt en god investering. Albummet lyder godt, men under den pæne overflade er der ikke meget at komme efter. De kanter og den nerve, der tidligere gjorde Cat Powers musik så vedkommende, er for det meste væk, og det er ærgerligt, for det, der står tilbage, er et album, som alt i alt ikke hæver sig over det middelmådige.

★★★☆☆☆

Deltag i debat