Plader

Dirty Projectors: Rise Above

Dirty Projectors’ hovedkraft, David Longstreth, har gendigtet Black Flags punk-milepæl Damaged – vel at mærke alene ud fra hukommelsen. Og tak for det, for resultatet er i sandhed afvæbnende. Brooklyn har givet os endnu et fortryllende mesterværk.

Selve idéen om at ville hylde sin barndoms altafgørende musikalske inspiration er dybt sympatisk. Idéen om at genrejse den tabte tid og genopsøge det, der måske mere end alt andet formede éns person og udstak éns retning, er vindende. At lade værk og genstand blive forenet ved at udføre bevægelsen fra genstanden tilbage til værket er fremragende! Noget stort synes i vente. Det virker imidlertid en smule alarmerende, at David Longstreth – alias Dirty Projectors – under arbejdet med at gendigte Black Flags klassiske album Damaged udelukkende har lænet sig op ad sin hukommelse. Thi der foreligger på lydsiden afgørende beviser for, at samme hukommelse er overmåde forkrøblet som følge af usandsynligt store mængder designer-drugs.

Det skal dog ikke ligge Rise Above til last. For hvor Longstreths fortolkning af Damaged måske ikke ligner forlægget mere end årets Biafra-barn ligner Jørgen Poulsen for Vorherre, vinder den derimod i selvstændig stråleglans. Måske er det netop alle de sjove piller og frimærker, Hr. Longstreth har mødt på sin vej de forgangne 25 år, vi må takke for denne besynderlige nye udlægning. Volden, der ligger i samtlige skæringer på Damaged, er stadig til stede, men når den ikke eksploderer frenetisk og uberegneligt, er den klædt i fåreklæder og sommerfuglelette vokalharmonier.

Der er på ægte amerikansk manér tale om en ‘Extreme Makeover’, eller som det så henrivende hedder på dansk, en ‘forunderlig forandring’. Men modsat førnævnte er æstetikken under Dirty Projectors maniske håndelag alt andet end forfladiget og stiliseret. Det kvindelige kor viser sig i stand til at bestige akrobatiske skalaer af rent Mariah Carey’ske dimensioner, men der er ikke langt til den overspændte støj fra guitar og trommer, der stadig bider på kommando og til tider også uden. Selve musikkens struktur er forvandlet til vidtstrakte landskaber arrangeret i ånden fra klassisk kompositionsmusik. Det er farligt at lade sig henføre, for selv om det til tider kan være bedårende smukt, er harmonien uafladeligt belejret af en aggresiv undertone, hvilket afslører, at musikkens væsen er af vulkanisk natur.

Hvor Longstreth tilsyneladende har glemt melodierne fra sin barndoms milepæl, fejler den lyriske generindring intet. Et eksempel kunne være “Police Story”, hvor vers og omkvæd dog omarrangeres for at passe den mere dvælende kompositionsform. Ordene er imidlertid stort set de samme: »This fucking city is run by pigs, they take away the rights from all the kids / I walk down the street, I flip them off, they hit me across the head with a billy club.« Versefødderne er bogstaveligt talt som skabt til Henry Rollins’ spyttende levering, men selv om Longstreth meget af tiden gemmer sit bæst bag falset og kvidrende nynneri, udlever han stedvist det uskønne gennem en ublu nasal brægen. Det er i disse overgange mellem eventyrlige fløjte-ouverturer, blide guitartoner og den teatralske, dog så indfølte vold, at Rise Above bliver af et værk af en helt anden verden.

Ligesom 90% af det øvrige musikalske output fra Bedford-Stuyvesant, Brooklyn, New York er Dirty Projectors skabagtigt som bare f…… Der er omtrent lige så meget akkumuleret indie-krukkeri i Dirty Projetors som i et ekstrakt fra 300 udknaldede club kids med ubegrænset adgang til polaroidfilm og herbal ecstasy. Men der sker noget magisk, når dette overgearede og mildest talt affekterede opus indtages over længere tid. Det er simpelthen ikke til at stå for. Udyret bliver til skønheden. De pastelfarvede sangskalaer rammer det ildrøde felt, og den iltre guitar ramler sammen over sin lytter. Inderligt frydefuld vindes man helt.

David Longstreth har kaldt sit hyldestværk for »purposely useless, beautiful, like a witness«, men Rise Above er i høj grad vedkommende og deltagende. Numre som “Spray Paint (The Walls)” og “Rise Above” er så uendeligt rige på melodi og dynamik, at det er svært at fornægte det radikalt nye, der udfolder sig for ørerne. Så faktisk er det snarere lytteren, der står som et lykkeligt og ubrugeligt vidne.

Damaged virker i tilbageblik som et stærkt, men i sidste ende også forstokket værk, der ville afviklingen af samfundets vold med midlet vold selv. Sammenlignet dermed har Dirty Projectors tilsyneladende villet volden, men har i sidste ende måttet overgive sig til skønheden helt. Det er her, Rise Above hæver sig over viljerne og tiderne for i stedet at blive helt sit eget uforlignelige værk.

★★★★★★

Lyt til “No More”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/do/nomore.mp3]

Deltag i debat