Plader

The Dreamers: Day for Night

Skrevet af Jakob Lisbjerg

The Dreamers er en debuterende duo, som består af to solister, der giver hinanden en chance som duo ud i melankolsk bossa-nova. Det er til tider ganske hyggeligt, ganske anonymt og ofte kedeligt som et gulvtæppe. Der savnes passion og engageret udtryk på albummet.

The Dreamers er en engelsk-svensk duo, der består af Kevin Wright og Sarah Nyberg Pergament. Han har indspillet under navnene Wright og Always, mens hun er kendt som det charmerende og eneste medlem af electropop-bandet Action Biker.

De to mødte hinanden til en svensk musikfestival i 2004 og begyndte at skrive musik sammen året efter. Det første nummer, de skrev sammen, var “Petit Nuage”, og siden blev resten af numrene på albummet Day for Night indspillet i London af Kevin, mens Sarah sendte sin vokal med posten fra Stockholm og Helsinki.

The Dreamers er på en måde en slags musikalsk udforskning og udfordring for de to medlemmer: Det er første gang, Kevin for alvor lader andre deltage i og fortolke hans sangskrivning. Og det er første gang, Sarah forlader sin egen uptempo-musik og forsøger sig med jazzede, mere melankolske toner.

Bandet vil efter eget udsagn gerne lave trist musik, der kan være med til at gøre verden til et bedre sted. Melankolien er absolut til stede på albummet, men at gøre en forskel kommer Day for Night næppe til – hverken når det kommer til miljøkatastrofer, sultende børn i Afrika eller en musikalsk revolution. Faktisk kommer albummet end ikke tæt på det sidste; dertil er det simpelthen for blegt langt hen ad vejen.

Stemningen er ellers god: Musikken er afdæmpet, og der er fin inspiration fra bossa-nova, der munder ud i flere akustiske ballader, hvor lydniveauet aldrig bliver påtrængende eller enerverende. Det er hyggeligt og ganske egnet til at have kørende i baggrunden.

Men problemet er netop, at denne påpasselighed, denne søde romantik, der gennemsyrer albummet, aldrig rigtig bliver vedkommende. Det skyldes, at de to musikere på Day For Night ikke formår hverken at skrive specielt gode numre eller for alvor levere de få hæderlige sange, der er.

Bedst er numrene med Sarah i front: For eksempel den lille franske, søde ballade “Petit Nuage” eller nummeret “Michael”, der har større lydbillede med strygere. “All Across the City” er sødmefuld og tilbagelænet, lige til rulleteksterne – ja, næsten Melodi Grand Prix-materiale på den gode måde. Her får Sarahs vokal lov at vokse og vise, hvorfor hun som sangerinde faktisk passer mindst lige så godt til ballader som til tempofyldt danse-electro.

Kevin er mindre heldig med sin præstation. De fleste af numrene med ham på vokal går i tomgang, og hans vokal er mere usikker og vag end tilbagelænet cool. “Day for Night” er en bossa-nova-ballade, der aldrig kommer videre end rytmen i lytterens ører, og det samme gælder for “Piccadilly Night Bus”. Han burde have ladet Sarah fortolke alle hans numre, og de to burde samtidig have luget ud i materialet. På Day for Night er det lige akkurat holdbart til en ep og ikke mere.

★★½☆☆☆

Leave a Reply