Plader

Kalli: While the City Sleeps

Skrevet af Mikkel Mortensen

En følsom, ung islænding udsender sit debutalbum, der sjovt nok lyder mere eller mindre, som man ville forestille sig, debutalbummet fra en følsom, ung islænding ville lyde: Melankolsk og pænt – og desværre ikke så meget mere. I musikkens verden er der mange følsomme, unge mænd. Sådan føles det i hvert fald.

Disse følsomme unge mænd – som oftest bevæbnet med en akustisk guitar – synger sange om de kvinder, der knuste deres hjerte, og om hvor kold og hård verden er. De huserer i bands som Travis, Saybia og Keane eller på egen hånd som James Blunt eller Jose Gonzales. Sådan en følsom ung mand er islandske Kalli – tidligere forsanger for bandet Without Gravity – der på sit debutalbum med følelserne helt uden på tøjet beretter om, hvor svært det er at være en følsom ung mand i det 21. århundrede. Og det er bestemt ikke let. Bare kig på nogle af sangtitlerne: “River of Darkness”, “Fear” og “It’s Over”.

Albummets bedste sang er utvivlsomt “It’s Over”, hvor et meget markant orgeltema giver sangen en vis skævhed, hvilket giver en fin kontrast til den (som altid) meget seriøse Kalli og hans lidelser. At sangen også er det tætteste, albummet kommer på en uptempo-sang, skader heller ikke ligefrem.

Fremhæves bør også “Fear”, hvor Kalli giver sig selv lov til at strække sin stemme lidt mere ud, end han ellers gør henover en tilnærmelsesvis atmosfærefyldt melodi. Derudover har sangen det tætteste, albummet kommer på noget så ikke-følsomt som medrivende guitarakkorder – ja, der er næsten tilløb til støj, der desværre aldrig kommer. Det ville ellers have pyntet.

Hvad er der så galt med den resterende del af While the City Sleeps? Tja, først og fremmest mangler der personlighed. Disse sange kunne ligeså godt være lavet af James Blunt eller én af de 117 andre følsomme, unge, poppede singer/songwritere, der har huseret i de seneste år. Det er svært at finde særkender, der argumenterer for, at man skulle lytte til Kalli og ikke én af hans mange kolleger i stedet. Der er heller ikke meget kant på albummet. Det lyder meget pænt, men vellyden bliver altså ganske kedelig i længden, og der kunne godt bruges noget grimt, noget støjende … ja, bare et eller andet, der bryder den pæne, pæne facade, som Kalli og hans producer, Arnar G, har opbygget. Og når nu facaden ikke byder på de store overraskelser, er det jo virkelig melodierne, der skal bære kompositionerne, og det kan de simpelthen ikke. De er simpelthen for anonyme. Ingen nævnt, ingen glemt.

Et af de største problemer ved While the City Sleeps er nok den gamle kliché om, at det er hørt bedre før, for det er det virkelig. Sangene på Kallis debutalbum lyder godt. Produktionen er professionel, og det er sangene i sig selv egentlig også, men så heller ikke så meget mere. Variation er der ikke meget af: alle albummets 10 sange er ballader, og det er forsvindende få af melodierne, der rent faktisk sætter sig fast i hovedet på lytteren.

Hvis Kalli gerne vil gøre det bedre næste gang (og det vælger jeg at gå ud fra, at han vil), så kunne han jo starte med nogle bedre melodier. Derefter kunne han jo eksperimentere lidt med sangskrivningen – hvad med nogle uptemposange? Variation er godt. Derefter ville det sikkert heller ikke være dumt med nogle eksperimenter mht. produktionen. Det kunne være mere støj, elektronik, blæsere … you name it. Der er masser at tage fat på, for selvom While the City Sleeps er et sympatisk album, er det altså ikke et godt et af slagsen.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat