Nyheder

Koncert-højdepunkter i januar

Hver gang vi træder ind i en ny måned vil Undertoner sætte fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter.

Juletræet er smidt ud og musikelskere landet over er (forhåbentlig) ved at komme sig oven på jul og nytår og hvad der dertil hører af udskejelser og frådseri. Spillestederne er også ved at vågne op og blive klar til et nyt koncertår.

120 Days

Norske 120 Days er et interessant punkt på kalenderen i januar, og de figurerer endda to gange. Fredag d. 18. spiller de på Voxhall i Århus og dagen efter i københavnske Lille Vega. Med en moderne blanding af rock og electro og godt gang i trommemaskinerne, opnåede bandets selvbetitlede debut fra 2006 stor succes. I 2007 har bandet turneret i USA, Europa og Japan, og snart begynder indspilningen af deres nye album. I december gav de koncert i Norge, hvor en masse nye numre blev præsenteret, så måske det også er tilfældet ved deres to koncerter på dansk grund.

Få dage efter er det igen Voxhall og Lille Vega, der byder på, hvad man nok kan kalde månedens anden større koncertbegivenhed: Sam Beam og hans americana-folk band Iron & Wine. Bandets nye album The Shepherd’s Dog har fået stor anmelderros, og også en fin placering blandt Undertoners favoritter fra 2007.
Med på scenen har Sam Beam musikere fra en række andre bands, nemlig Calexico, Isotope 217, Chicago Underground Duo/Trio/Quartet, Califone, Red Red Meat og Lambchop. Hele herligheden kan opleves mandag d. 21. på Voxhall og fredag d. 25. i Lille Vega. Live-optagelser fra tidligere shows kan i øvrigt downloades via Iron & Wines hjemmeside.

Et behageligt nyt bekendtskab inden for dansk alternativ pop/rock er The Late Parade. Det københavnske band udgav The Late Parade EP i oktober med fine og stemningfyldte numre. Oplev dem live lørdag d. 12. på The Rock i København, lørdag d. 26. i Musikhuset Walker i Middelfart eller d. 31. i Pakhuset i Århus.

I Pakhuset varmer The Late Parade op for fynske The Kissaway Trail, der her indleder deres vinterturné, der fortsætter gennem landet i løbet af februar. Bandet har netop lavet en ny video til nummeret “61” fra debutalbummet, som Undertoners anmelder roser for trommearrangement, der “œrammer en helt unik balance mellem det vilde og det forførende.” Se videoen her.

Godt nytår og god fornøjelse med koncerterne i 2008. Du kan altid følge med i hvilke koncerter, der er et besøg værd, i Undertoners koncertkalender.

Deltag i debat