Plader

LIFT vs. Sydow: s.t.

Duoen LIFT holder til i den sjældne eksperimentelle vokalkunsts sfærer. Deres aktiviteter dér har affødt et album, hvor talen, messen og brummen på bemærkelsesværdig vis omformes til rum og varighed af samarbejdspartneren Hans Sydow. Smalheden er ubetvivlelig, kvaliteten mere diskutabel.

At høre Randi Pontoppidan og Sissel Vera Pettersen, til sammen duoen LIFT, krydse klinger med Hans Sydows digitale maskinpark kan være frustrerende. Man søger og søger, men i den første lange tid lader det til, at alle æblerne i kurven er rådne. Indimellem finder man et, der stadig er rødt, men snart smitter dårligdommen af også på det. Og så alligevel, i pludselige øjeblikke dukker meningen op, frugterne forvandler sig og bliver friske – der opstår en forståelse.

Hvad er det her for noget? Det lette og farlige svar er, at det er latterligt, forglemmeligt og ikke til at lytte til. Det svære svar: at det er noget, som man må sætte sig ordentligt ind i for endelig at forstå. Men hvilket er det rigtige? Svaret skifter fra nummer til nummer og fra dag til dag.

LIFT vs. Sydow vandrer frem og tilbage på vejen mellem den svævende, skrøbelige og montagelignende lydcollage, hvor et billede glider ind i et andet for endelig helt at overtage det, og den mere tematisk inciterende hypnose, som insisterende forsøger at transcendere lytterens bevidsthed.

Seancerne skabes i et samspil mellem Pontoppidan & Pettersens mixede improvisationer og Sydows elektroniske effekter. Der er noget tillokkende i netop dette samarbejde: den skinbarlige menneskelighed, stemmen, møder maskinens manipulation. Det oprindelige skabes og forvanskes i en æstetisk rumliggørelse. I mødet med elektronikken omdannes stemmerne til noget, der ligner stammesange, de føres tilbage til en forhistorisk tid; andre steder ophæves de selv og bliver til rene maskinelle frembringelser, som medvirker til skabelsen af klangrum på lige linje med andre effekter.

“Air” starter langsomt. En stille hvæsen, et dybt åndedræt, glider ind, skubbes ud af halsen, og suppleres snart af en stilfærdig brummen. En uforståelig samtale mellem de dybe, klingende vokaler begynder. Det er lyden af at være under vand. Et pludseligt og angstfremkaldende kaos overdøver den stille bund. Fragmenterede skrig. En druknende, der skal have luft. Klokker knitrer om ørerne helt frem til forløsningens komme: ankomsten til vandoverfladen, der hvor lungerne kan fyldes – eller er det bunden og en helt anden tilstand?
En blid, dybt utraditionel human beatbox overtager helt billedet og skaber en stadig ensrettet bevægelse mod et mål, som står i modsætning til den tidligere panikslagne og kaotiske. En kontrolleret vejrtrækning. Langsomt kæmper vokalerne sig over i “Tramm”, som mere er en afslutning på det første end en selvstændig skæring.

“Tramm” er hurtig og beskriver en bevægelse – som rejsen igennem et rør; hurtigt og så hurtigere, endnu højere, så du får lyst til at lukke øjnene og ønsker, at det vil fortsætte meget længere. Overalt er der lyde, hele vejen rundt. Det er klaustrofobien, der får overtaget her. Pladen kulminerer samtidig med “Tramm”.

Der er noget repræsentativt dramatisk over disse numre. Pladen er et teater, hvor små handlinger udspiller sig. Handlinger i lydlig digtform, der skal fornemmes og føles. Derfor er den også beregnet til ensomheden. I selskab ville den være ulidelig, alene kan den være ganske optagende: Den lader ingen plads til anden aktivitet, man kan kun lytte og percipere. Til gengæld skal man være motiveret.

Hvis man indstiller sig på disse vilkår og accepterer, at det ikke er nok at lytte, og at man også skal se og fornemme, kan man på gode dage finde unikke ting i klangrummene. Oftest vil man ikke orke at yde indsatsen, men det bør man indimellem, for LIFT vs. Sydow-projektet fortjener det. Alene intentionen om at skabe rum i mødet mellem primitivitet og teknologi er sympatisk, og det usædvanlige udkomme giver tilmed lytteren forholdsvis enestående oplevelser i gengældelse for hans eller hendes tålmodighed.

Ikke desto mindre, for LIFT vs. Sydow må tages med forbehold af den vægtige slags, kan det ikke blive til en klar, endsige ubetinget anbefaling. Pladen kan vokse på dig – og falde med et brag; ikke bare i det lange løb, men også med humørets vekslen. Bedst som fantasifulde handlinger udspiller sig for den ensomme lytters lukkede øjne, kommer der besøg, af venner eller af virkeligheden, og så forvandler den skønne udmaling sig til feberdrømme, man helst vil vågne fra.

★★★☆☆☆

Deltag i debat