Plader

Magnet: The Simple Life

Skrevet af Filip Granlie

Habile popsange, fine melodier, dygtig musikalitet, teknisk snilde, rig instrumentering og glimtvis forrygende arrangementer. The Simple Life med Magnet har det. Den er også et skoleeksempel på, hvordan ensidighed, overproduktion og en stædig fastholdelse i at ville et udtryk kan ødelægge det hele.

Siderne i artworket til The Simple Life er præget af dels skovbilleder med træer i modlys, dels sirlige mønstre med lyrikfelter. På lyriksiderne er der hist og her forestillede aftryk fra et kaffekrus. Derudover kravler mariehøns med lidt 3d-effekt rundt ovenpå, så man næsten får et lillebitte chok, men besinder sig og tænker, hvor er de kære, de små røde pletter med mindre sorte pletter. Næsten.

Elementerne i artworket kan meget vel være en metafor for henholdsvis det søde og det besudlede. The Simple Life beskæftiger sig tilsyneladende med en dualisme og de medfølgende kompleksiteter. Det afspejler sig bestemt også i musikken, som er poppet, men som også bestræber sig på at stritte lidt imod ved hjælp af en skramlet trommelyd eller eksempelvis en utight slutning på “The Gospel Song”.

Det bliver dog ved bestræbelsen. Mariehøns og kaffekrusaftryk er kedelige banaliteter, og produktionen er simpelthen alt for nydelig, og skramleriet og det utighte øjeblik for villet. Dualismen bliver underligt ensidig og rummer ikke en afgørende, kompleks disharmoni. Det kan skyldes, at Even Johansen selv står bag stort set hele pladen. Han har selv skrevet hele baduljen (undtagen Bob Marleys “She’s Gone”), han spiller samtlige instrumenter foruden strygere og blæsere, og han har også produceret og mixet stort set hele pladen.

Det er ganske imponerende, og Even Johansen er utvivlsomt en virkelig dygtig musiker og arrangør. Han synger ubesværet, spiller fortrinligt trommer, og især strygerarrangementerne udmærker sig. De er kreative, forfinende og veludførte. De er lige til at nyde og udfylder lidt den samme rolle som strygerne på Becks Sea Change, og dét er immervæk en plade, som især bliver holdt oven vande af netop strygerne.

Even Johansens uspolerede soloaftryk viser sig ikke desto mindre at være pladens bagdel. Den har bestemt et homogent udtryk, og det bliver leveret meget, meget sikkert. Problemet er, at pladen forsøger at udtrykke en slags eksistentiel grums, som er fraværende, netop fordi udtrykket er Johansens og kun Johansens, og måske fordi hans personlige eksistentielle grums, som kan være nok så alvorlig, bare ikke er tilstrækkeligt vedkommende.

The Simple Life er velspillet og velproduceret. Eller overspillet og overproduceret. De fornemmede forsøg på at gøre tingene kantede eller farlige er mislykkede. Selv om det sikkert ikke er meningen, kommer et banalt bandeord til at virke som et bevidst forsøg på at være uartig. Det gælder eksempelvis i disse ret ligegyldige linjer: »… it’s not ok to fuck my body / if you’re gonna fuck with my head too.«

Det er tænkeligt, at det ikke har været hensigten, men det er det overordnede indtryk, at Even Johansens Magnet med The Simple Life i højere grad bestræber sig på at give lytteren et bestemt villet og tænkt indtryk end på at have et særegent umiddelbart udtryk – i højere grad at være sig selv bevidst om en hensigt end at glemme lytteren og omverden og lave noget spændende og afgørende godt.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat