Plader

Richard Youngs: Autumn Response

Skrevet af Kasper Würtz

Richard Youngs vender på Autumn Response tilbage til sin akustiske grundstamme, men giver denne gang sin vokal en helt ny dominerende rolle på albummet. Trods enkelte irritationsmomenter ender den eksperimenterende folksanger med at give en særegen opvisning i opløsningens kunst.

En Richard Youngs-udgivelse, der rummer hele ni numre, er i den grad en sjældenhed. Den skotske folk-avantgardist plejer at være garant for plader, som sjældent indeholder mere end fem numre, der så til gengæld gerne har samme varighed som et afsnit af Seinfeld. Med Autumn Response introducerer Youngs ikke blot et langt kortere kompositionsformat, hvor den uophørlige transcendentale oplevelse viger til side for et mere abrupt udtryk, men også en helt ny måde at bruge sin betagende vokal på.

Skotten har tidligere demonstreret sin imponerende alsidighed med plader, der kan være stærkt eksperimenterende og svære at følge, samt værker så ligetil og smukke, at de kan være svære at slippe. Til den sidstnævnte kategori hører blandt andet det ubestridte hovedværk, Sapphie, og den fremragende opfølger, Making Paper, hvor Youngs satte sig selv i scene som en fabelagtig fortolker af fortabt skrøbelighed.

Hvad enten det var Sapphies smukke guitarstrofer eller det ensomme klaver på Making Paper, viste Youngs, at han sagtens kunne skubbe den svært tilgængelige avantgardisme til side og henvende sig direkte til de mest umiddelbare følelser. Det eksperimenterende blus er til gengæld skruet helt op på 6 på Autumn Response, der dermed er nært relateret til værker som Garden of Stones og The Naïve Shaman.

Denne gang forlader Youngs de brummende bastoner fra The Naïve Shaman og vender tilbage til et rent akustisk udtryk. Fyldigheden er dog bevaret igennem en vokalmæssig happy hour, hvor folk-sangeren lader sin stemme få et dobbeltspor, således at der til tider opstår en hypnotiserende ekko-effekt, mens den andre steder i stedet fungerer som en slags ensomhedsduet, som i den smukke “Low Bay of Sky”.

Vokalforsinkelsen kunne let virke som en billig gimmick, men igennem en velvalgt asymmetri mellem sporene opnår sangene ofte et ganske gribende udtryk af splittelse, hvilket er tydeligst i den næsten ubærligt sørgelige “Tinsel Matrix”. Her synes Youngs’ sirenesang at rive ham selv i småstykker, netop fordi de mange lag, der konstant tilføjes, hele tiden trækker i hver deres retning. Når den er allerbedst, er Autumn Response lyden af et menneske i opløsning, og denne dekonstruktion bliver forstærket af albummets overordnede struktur, hvor de mange korte kompositioner igennem et repetitivt udtryk starter en trance, som hurtigt bliver afbrudt igen.

Desværre er det ikke alle numre, der overlever dette udtryk, og især “One Hundred Stranded Horses” er lidt af en ørkenvandring. Nummeret lyder som en bundsolid folk-traditional, men det viser sig hurtigt, at forsinkelseseffekten, der her både omfatter vokal og guitar, får fundamentet til at styrte sammen. Det er, som om nummerets simple grundstruktur ikke er stærk nok til at bære den lydmæssige fordobling. Heldigvis er sådanne kollaps sjældne, selvom irritationen over den repetitive struktur ligeledes banker hårdt på døren i “Paths in the Sky”, der også lider lidt af førnævnte problem uden dog at falde helt igennem.

At det rent faktisk lykkes Richard Youngs at trække det meste af dobbeltspors-eksperimentet hjem, skyldes i høj grad kvaliteten af vokalarbejdet. Skottens rørende stemme har altid været en af hans helt store forcer, og selv om det kræver en del tilvænning at høre den i konstant samspil med dens forvrængede spejlbillede, ender vokalen med at springe ud som et instrument i egen ret. Hvor det tidligere var det smukke fingerspil, der viklede intrikate melodier rundt om lytteren, er denne rolle her overtaget af Youngs’ stemmebånd.

Autumn Response vil uden tvivl skræmme en del lyttere væk på grund af sin ekkoende struktur. Men har man mod på at omfavne de mangefacetterede gentagelser, er der en oplevelse i vente, der kun kan lade sig gøre, fordi Youngs tilsyneladende utrætteligt udfordrer sig selv ved at gå nye veje. Pladen kunne nemt være endt som et formalistisk fejlskud, men ender i stedet med at vise, hvor smukt det kan lyde, når en musikalsk ener sætter sig selv i anden potens.

★★★★½☆

Lyt til “Low Bay of Sky”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/lowbayofsky.mp3]

Deltag i debat