Plader

Skammens Vogn: s.t.

Skrevet af Mikkel Arre

Denne debuterende trio kunne godt tåle at smutte forbi den nærmeste tankstation for at fylde mere luft i hjulene. For ærligt talt er turen med Skammens Vogn meget ujævn og bumlet. På tekstsiden er der fornemt underspillede barndomsminder, mens musikken hovedsageligt er irriterende sløset.

»Ambitionen skaber bedre billeder af os selv, men virkeliggør man ikke disse billeder, betyder det jo at man må tage til takke med at være et dårligere ‘jeg’ end man kunne have været. En på alle måder ærgrelig situation som det kun er naturligt at frygte.« Sådan skrev Nikolaj Zeuthen for halvandet år siden i et tankevækkende blogindlæg om forholdet mellem kunst og ambitioner.

Han argumenterer altså for, at man som kunstner ikke skal have ambitioner om at nå bestemte steder hen med sin kunst. Og langt hen ad vejen er det præcis, hvad der lykkes for Zeuthen og hans to bandkolleger Jakob Millung og Oliver Hoiness i trioen Skammens Vogn: De kommer nemlig som oftest ingen vegne.

Man skulle ellers tro, at der ville være masser af bevægelse i et band, der arbejder så improviseret og hastigt, som Skammens Vogn lader til at gøre. Nikolaj Zeuthen skriver til tider nærmest Christina Hesselholdtsk præcise tekster om barndomsminder, herunder ofte -traumer, og tager dem med til Millung og Hoiness. Så finder de i en fart frem til et musikalsk univers, som Zeuthen kan synge eller mumleråbe sine tekster i. Det kan være helt skrabede orgelmelodier, monotone trommemaskiner eller mere udbyggede lofi-rocknumre.

Succesfrekvensen er imidlertid noget ujævn. En af grundene er, at Millung og Hoiness til tider spænder ben for Zeuthens tekster. Værst går det i “Dårlig fødselsdag”, hvor en ellers glimrende skildring af den skuffelse, alle vel husker – fødselsdagsgaven, der slet ikke var det, man håbede – bliver druknet i alskens percussion.
Omvendt fungerer et nummer som “Personen” virkelig fint. Der er noget umiskendeligt groovy over samspillet mellem den hoppende trommemaskine og den nærmest rhythm’n’blues-agtige guitar, og musikkens drive matches af Zeuthens smådrævende vokal. En catchy hyldest til den menneskelige forskellighed.

Sådan går det op og ned på Skammens Vogn. “Henry I” er med sit humpende orgel, der slår en gumpetung 3/4-takt an, noget af det mest intetsigende og demonstrativt kluntede, der længe er udgivet herhjemme, mens “Tak mor” er en helt anderledes indtagende sammensmeltning af lavmælt fingerspillet guitar og Zeuthens blide sang om at være »med mor i cirkus / hun har købt en alt for dyr billet.« Uf, den type dårlig samvittighed (ja, måske endda skam) i forhold til vores forældre kender de fleste vist.

Når Skammens Vogn ender med at være mere irriterende end givende, skyldes det især den sært forlorne amatørisme, der hviler over hovedparten af albummet. Den kommer dels til udtryk i den lige lovligt skødesløse musikalske underlægning til nogle af numrene, men især i de meget store udsving i Zeuthens vokalpræstationer. Nogle gange synger han ganske hæderligt (f.eks. i “Tak mor”); andre gange sejler hans stemme så meget rundt, at det virker helt utænkeligt, at de urene toner er udtryk for andet end påtagethed (især i “Henry I” og “Familiemøde”). Og det piller kraften ud af hans tekster. For uanset hvor meget de vækker minder om éns egne barndomstraumer, er det meget vanskeligt at bruge dem som afsæt til at tænke seriøst over sine egne fortrængninger, når teksterne leveres på en så fjollet, nærmest karikeret måde.

Alle mine argumenter mod denne debut kan sikkert afvises ved at kalde mig gammeldags og konventionel og ved at hævde, at min skepsis hænger sammen med, at jeg slet ikke er nysgerrig nok, og at jeg f.eks. ikke har forstået, at dét at synge urent er det nye store. Jeg har altså bare frygteligt svært ved at høre, at Skammens Vogn har noget tøj på.

★★½☆☆☆
Denne anmeldelse er kun én af to anmeldelser af Skammens Vogns debutalbum. Den anden er her.

Deltag i debat