Plader

Skammens Vogn: s.t.

Skrevet af Janne Kristensen

Skammens Vogn udsender deres yderst lyriske debutalbum fyldt med små, tabubelagte skamfuldheder. Musik og tekst går op i en fantastisk helhed, hvor nye og usete konstellationer løfter den dansksprogede musiktradition til usete højder.

Skammens Vogns selvbetitlede debutalbum er en samling små, skamfulde historier fra den fællesmenneskelige og alt for virkelige virkelighed tilsat legende musik med både glimt i øjet, klokkespil og brølende instrumentalitet.

Bandet, der består af de tre herrer Nikolaj Zeuthen, Oliver Hoiness (Joy Lieberkind) og Jacob Millung (Joy Lieberkind og moi Caprice), er en slags multimediehappening live, hvor lyrik, musik og audiovisuelle manifestationer som tekst og tegning går op i en højere helhed, og Zeuthen ofte figurerer i shorts, hvid skjorte og hornbrille.

Studiealbummet Skammens Vogn indeholder en høj grad af den spændstighed og underspillede virilitet, der genereres ved bandets liveshows. Men hertil kan tillægges en dyb, universel menneskeerfaring, der især kommer til udtryk i lyrikken.
Intronummeret “Personen” søsætter dette projekt med erkendelsen »du er ikke mig« og »jeg er ikke dig«. “Personen” forstår både alt for godt alting og ingenting overhovedet på samme tid.
I det fine “Martin”-nummer handler det om den meget bekymrede og skamfulde dreng Martin, der »føler lidt skyld til de fleste og straffer mig selv for det meste«.
Sammen med især de to versioner af nummeret “Henry”, der også optræder på albummet, ligger sangene og deres lyriske fundering samt happeningelementet i forlængelse af en dansk poesitradition med prominente navne som Dan Turèll og Per Højholt i baglandet.

Rent musikalsk har albummet dog også noget at byde på. Lyrikken kommer til udtryk i Zeuthens minimalistiske, skingre og utrolig skrøbelige vokal, der grænser til det amatøristiske og overknækkede, falske. Men blandet med en opfindsom stripped-down instrumentering, noise/kaos-elementer, Millungs hidsige trommerytmer, harpe, keyboards og andet forhåndenliggende slag- og pibetøj kommer lyrik og musik til at akkompagnere hinanden forbløffende godt og kompensere for eventuelle svagheder eller mangler fra begge sider. Sporet “Dårlig fødselsdag” er et glimrede eksempel på den kaotiske harmoni imellem tekst og musik. Kobjælder, tempotromme og hæs vokal bliver en spændstig hit-cocktail!

Skammens Vogn præsenterer et frist pust på den dansksprogede musikscene, der alt for længe har været opdelt i to fløje. En singer-songwritertradition med navne som Peter Sommer og Nikolaj Nørlund, hvor tekst i høj grad står i højsædet af et velklingende, lettere harmløst lydunivers, og en mere spoken-wordorienteret del, hvor bl.a. T.S. Høeg har eksperimenteret med lyrik og musik i nye, ofte ganske sprængfarlige og ørerskærende konstellationer.

Skammens Vogn bliver det banale et minimalistisk udtryk for noget essentielt, som finder overbevisende genklang og akkompagnement i musikken. Tekst og musik indgår med andre ord en hidtil uhørt velfungerende pagt.
Fx i nummeret “Her og der”, hvor selveste Jesus trækkes ned på et håndgribeligt hverdagsplan, idet han både smadrer glas og flytter til Rom. Vokaldistortion og et skingert flankerende keyboard understreger den spinkle melodi, der både går derudad over stok og sten rent musikalsk, men også understreger en tekstlig humor og et budskab, der på mange måder stadfæster en for mange erfaret og ofte uomgængelig erfaring: »Jeg hader mig selv / det er som det er / livet kan ikke laves om«, uden dog på nogen måde egentlig at synes pessimistisk!

Og det er netop Skammens Vogns store charme. De små, tabubelagte historier fra en ofte grå og formålsløs virkelighed eller de barnlige oplevelser af ganske små skuffelser, som at få fødselsdagsgaver man ikke har ønsket sig, at der er spillekort og ikke slik i påskeæggene, eller at man ikke må tage sit eget slik med i cirkus, er ikke bare negative erfaringer. Det er lyriske perler, der understøttes, nuanceres, klargøres, twistes og tillægges ironi i det mangefacetterede, ofte naive og støjende eller spinkle og hvinende lydunivers.

Man skal derfor ikke ride med på Skammens Vogn for hverken musikken eller teksternes skyld alene, men nyde den fantastiske, innovative og ofte ganske morsomme symbiose, de to elementer indgår på bandets debutudgivelse.
Albummet stadfæster, hvad Zeuthen så fint beskriver: »Hele tiden har man sig selv med / hele tiden kan det gå galt«, men med Skammens Vogn i øresneglen synes det gale aldrig at gå helt så galt, som det kunne, eller at være helt så skamfuldt, som det måske er!

★★★★★☆

Deltag i debat