Plader

Southeast Engine: A Wheel Within a Wheel

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

De nye Wilco ville være en passende salgstale for Southeast Engine. Både fordi bandet musikalsk slægter Jeff Tweedy og co. en del på, men også fordi deres countryrock er af en så høj kvalitet, at den sagtens kunne bære at være en arvtager.

Mange amerikanske byer er forbundet med specifikke musikalske genrer. En af dem er universitetsbyen Athens i staten Georgia. Siden begyndelsen af 80’erne har denne by med bands som B’52’s, R.E.M. og Pylon i førersædet udviklet sig til at være collegerockens højborg. Og det er i sådan en grad, at selv Athens’ turistbureauer fremhæver musikscenen for at lokke rejsende til den østamerikanske universitetsby.

Alt det har egentlig ikke direkte noget med Southeast Engine at gøre. Ikke andet end at dette band også kommer fra en universitetsby ved navn Athens. Den ligger bare længere mod syd i staten Ohio. På de kanter er The Engine, som de blot hedder på den lokale musikscene, eftersigende et stort navn. Konkurrencen er måske heller ikke så stor, men dømt på bandets tredje plade, A Wheel Within a Wheel, har Southeast Engine så store musikalske kvaliteter, at kendskabet til bandet fortjener at blive spredt længere ud end blot til studenterne i Athens, Ohio.

A Wheel Within a Wheel er i hele sin udformning en ambitiøs plade. Tematisk tager den udgangspunkt i den bibelske fortælling om Ezekiel, der i et syn så Gud som fire væsener, som havde et hjul under sig. Inde i hvert hjul var der endnu et hjul, og derfor kunne væsenerne dreje rundt, uden at de behøvede bevæge sig. Denne historie bliver både afspejlet i pladetitlen og har sat sit præg på de semi-religiøse tekster, der kredser om et individs selvransagelse og jagt på mening og lykke. De i alt 13 sange er som små kapitler, der tilsammen udgør en samlet fortælling, der slutter med de afklarede linjer »I’m here to learn how to love you / that’s the happiness I pursue«. Fortællingen bliver formidlet af et særdeles velspillende band, der i front har sanger Adam Remnant, som med en rastløs energi og følelserne uden på tøjet formidler de følelsesmæssige op- og nedture med en halvhæs og flosset vokal, der minder en del om Wilcos Jeff Tweedy.

Netop Wilco har tydeligvis inspireret Southeast Engines organiske rockmusik. Bandets hjerter banker tydeligvis for country- og folkrock, og det har de omsat til gyngende og stampende countryrock, hvor man hist og her ligefrem fornemmer, hvorledes pianoet gynger frem og tilbage på gulvet, tæt på at få overbalance. Derudover har de også afdæmpede, indadvendte og selvreflekterende ballader – af og til tilføjet stemningsbårne strygere eller sirlige pianotoner – på repertoiret.

Southeast Engines store styrke er, at de gerne blander disse to musikalske retninger i én og samme sang, som dermed bliver en mere givende og uforudsigelig lytteoplevelse. Ikke mindst Remnants vokal er med til at gøre fortællingen på A Wheel Within a Wheel til en følelsesmæssig rutsjetur, der rører og vedkommer lytteren – hvad enten man rocker med på de dramatiske energiudbrud eller bliver ramt i hjertekulen af individets følelsesladede famlen efter det rette ståsted i livet.

Fra det spindende hjul, der indleder pladen inden lydbilledet brydes af en pludselig energiudladning, og til den stærke afslutter, “Let It Be So”, byder pladen på en omgang bundsolid rockmusik. Kun en vis tendens til omkvæd, der er lidt for ordinære og ligefremme i udtrykket, trækker ned på det ellers gode helhedsindtryk. Southeast Engine har en sprudlende spilleglæde, og sangene på A Wheel Within a Wheel er så velskrevne i forhold til både melodi og struktur, at bandet fra Athens, Ohio egentlig kun mangler det nødvendige held for at få et gennembrud.

★★★★½☆
Lyt til “Quit While You’re Ahead”:
[audio:http://www.misrarecords.com/MP3s/QuitWhileYou%27reAhead.mp3]

Deltag i debat