Plader

Spleen United: Neanderthal

Det er stadig tight og stramt betrukket med oaser af coolness, energi og dystre udladninger, men plade nummer to fra Spleen United har mod på endnu mere, og lysere tider er på vej. Vejen dertil er asfalteret med et stærkt melodimateriale og elementer fra 90’ernes dancescene. Et spændende og særdeles gangbart koncept.

Det ville virkelig være nemt at lade den mentale håndmikser køre rundt i fraserne omkring ‘den svære toer’, ‘opfølgeren til succesdebuten’, ‘kan de leve op til de høje forventninger’ osv.
Det er nok svært helt at undgå, men jeg vil forsøge at overlade dét til andre og i stedet gå ombord i Neanderthal med et åbent sind uden alt for meget Jesper Skibby-syndrom med at kigge mig tilbage.

Godt nok har århusianerne fra begyndelsen dyrket deres mørke og melankolske koncept, specielt fra scenekanten, men der er skiftet mange guitarstrenge siden dengang, og Neanderthal varsler nye tider i det elektro-univers, som Speen United svæver rundt i.

Der er især to punkter, hvorpå det nye album adskiller sig fra debuten: Det er blevet en anelse mere lyst, og der er skruet ned for det messende. Det generelle lydbillede er stadig et massivt bombardement af keyboards, men numrene er kortere, og tidligere tendenser til selvsving er væk og erstattet med et fokus og et klarsyn. Hvilket musikken bestemt ikke er blevet ringere af.

Spleen United har en stor force i deres egenskab til at skrive fængede melodier af den slags, som man ikke hører alt for ofte indenfor landets grænser. Arrangementerne er som en parasol, man slår op for at skærme mod solen. Man blændes ikke, men man får varmen, hvilket måske er et banalt billede af Spleen Uniteds sange, men det ændrer ikke på, at numrene aldrig bliver for meget af det gode.
Selv om pladens sidste halvdel har momenter af ensklingende og langtrukne keyboardelementer, formår bandet og måske i høj grad producer Michael Patterson, som har overtaget efter Carsten Heller, at lade lyset skinne igennem det gamle Kraftwerk-koncept.

Lyset skinner igennem med et pift af 90’er-techno, der i åbningsnummeret “Suburbia”, varsler nye tider. Titlen sender naturligvis en hilsen til den gamle Pet Shop Boys-klassiker af samme navn, og man kan fornemme toner af det gamle nummer godt blandet med tempo og virilitet i kompositionerne, der virkelig sætter pladen godt i gang. Festen er så at sige begyndt.

Dernæst følger singlen “My Tribe”, der nærmest ikke behøver yderligere præsentation. Sangen er godt produceret og rigtig godt bygget sammen af mini-breaks og substans i keyboardfladerne. Det er umiddelbart ikke til at høre, men lader man nummeret glide gennem højttaleren et par gange, og lægger man fokus omkring breaksne, vil man straks genkende de mange forskellige retninger, nummeret stikker ud. Det er lidt af en minimalistisk genistreg.

De dystre stemninger får masser af modspil på Neanterthal. Det lyder som om, at bandet har været i karaokebar med et parti 90’er-ikoner á la Sash!, 2 Unlimited, Faithless, Daft Punk m.fl., for den åbne og baspulserende lyd ligger som små blomsterdekorationer på et bord og er med til at danne et flot helhedsindtryk.
Det lyder muligvis løjerligt, at man kan få noget godt ud af at mikse noget shoegazer og synth-Depeche Mode med eurodance-skitser, men det formår Spleen United med succes, hvilket eksempelvis kan høres i afslutningen af nummeret “Dominator”.
(En parentes skal dog med, for selv om der er kommet flere lyse pærer i lamperne, så er der stadig overvægt at de nedtonende og tungsindige tendenser, hvor keys og guitarer i perioder trækker smilebåndet nedad.)

Føromtalte ensklingende lydflader på et par numre er i og for sig ikke noget stort problem, og alt i alt er det en petitesse. Men det er måske den lille detalje, der gør, at albummet ikke når hele vejen til toppræstationen. Nuvel, det ændrer ikke på, at Neanderthal er endnu et fremragende Spleen United-album, og de forfriskende lyse tiltag gør meget for pladen og helhedsoplevelsen.

Denne anmelder sidder i hvert fald tilbage med en stor tilfredshed, og da det åbenbart bliver bedre og bedre for hver gang, bandet udgiver en plade, kan man kun være fortrøstningsfuld for fremtiden.

★★★★★☆

Deltag i debat