Plader

V/A: 1%

Kulturpolitik involverer engagement, opfindsomhed og kærlighed i Frankrig. 1% af alle offentlige byggeudgifter skal f.eks. bruges til stedspecifikke kunstværker. 1% er også titlen på en cd med lydinstallationer fra selveste det franske kulturministeriums elevatorer. Der er ingen tvivl om, at det er sjovt at køre i elevator dér.

Oven på en dansk valgkamp, hvor stort set ingen – hverken presse, politikere, vælgere eller for den sags skyld landets kulturminister – talte om eller beskæftigede sig med kulturpolitik, er det noget af en åbenbaring at blive opmærksom på, hvor anderledes dedikeret den franske stat går til værks. De centralistisk indstillede franskmænd er selvfølgelig kendt for deres kamp imod det, de kalder amerikansk kulturimperialisme – de har bl.a. forsøgt at få EU til at indføre kvoter for amerikanske film i biografer og TV. Det kan virke en anelse rigidt og formynderisk og man kan vel ikke helt lade være med at tænke, at franskmændene bare vil have amerikanerne ud, så de selv kan indtage den dominerende rolle, de havde for 50 år siden. Det foreliggende album er dog et bevis på, at Frankrig så sandelig forsøger at gøre noget ved sagerne selv frem for bare at sidde og være vrede i et hjørne, der lugter af Sartres sure cigaretter.

Da det franske kulturministerium skulle have nye bygninger, fik den franske kunstner David Jourdan og japanske Yuji Oshima til opgave at udvikle et kunstværk til stedet, og de indbød en mængde kunstnere fra hele verden til at hjælpe sig. Konceptet går i al sin enkelhed ud på, at enhver person, der benytter elevatorerne i ministeriet uforvarende deltager i et lotteri, hvor der er 1% chance for at vinde. Gevinsten er en lille kort film i elevatorens loft akkompagneret af et stykke musik, eller lydkunst om man vil, af 15 til 90 sekunders varighed. Hvornår der afspilles hvad er helt tilfældigt.

Gode kræfter som The Books, Nobukazu Takemura, Four Tet og Colleen har leveret mere eller mindre interessante lydstumper. Ingen af kompositionerne adskiller sig væsentligt fra, hvad de enkelte kunstnere ellers går og roder med – men det er dog sjovt at forsøge at tænke sig ind i en elevator, når musikken spiller, da mange af kunstnerne har både sjove og overraskende vinkler på, hvad man kunne kalde meningsfuld muzak. Den for mig ukendte Gelitin har konstrueret små stumper af folk, der snakker og diskuterer, og den sjoveste er en flok børn, der nærmest råber alfabetet. Det må være noget af en overraskelse at trykke på etage 3 i elevatoren og så nærmest blive blæst ud af de ivrige barnestemmer. Yuji Oshima selv har kreeret 10 baglænskørende udgaver af kendte popnumre – såsom Michael Jacksons “Bad” og Whitney Houstons udgave af “I Will Always Love You” – og det er ret underholdende. Kieran Hebden demonstrerer, hvor pokkers stoflig hans musik er – og selv om man kunne ønske sig, at flere af numrene fik lov at strække ud, virker de på forunderlig vis færdige.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at det er en temmelig uhomogen fornøjelse at lytte til cd’erne. Musikken er jo lavet til en elevator-tur og derfor er det også så som så med oplevelsen af 1% som et værk i sig selv. Men som demonstration af en stats bevidste satsen på kunst – og absolut ikke nødvendigvis den ‘nationale’ kunst! – så er 1% forbilledlig og et eksempel til efterfølgelse.

★★★★☆☆

Deltag i debat