Plader

YACHT: I Believe in You. Your Magic Is Real

Skrevet af Sandra Boss Permin

Hvor han før har stået i kulissen og diskret sat sit aftryk på et utal af udgivelser på den alternative scene, dukker Jona Bechtolt nu op i hovedrollen i sit eget soloprojekt, YACHT. Bechtolts tredje soloalbum er et sandt sansebombardement, hvor der ikke er blevet sparet på krudtet.

Det er svært at komme uden om Jona Bechtolt. Uden at vi måske er klar over det, er det faktisk umuligt at undgå ham – i hvert fald hvis man er i besiddelse af bare et par af de seneste års udgivelser på den alternative scene. Det er navne som Devendra Banhart, Bobby Birdman, Little Wings og The Blow, som Bechtolts ferme elektrofingre har rodet i. Nu er han så på banen med sit tredje soloudspil under navnet YACHT, og det har fået den næsten selvtriumferende titel I Believe in You. Your Magic Is Real. Titlen hentyder måske til Bechtolts egen beskrivelse af de i alt 13 numre, og der er da heller ingen tvivl om, at numrene indeholder en del magi. Men troen på, at den er ægte, krakelerer hen ad vejen.

I Believe in You. Your Magic Is Real byder på alt fra pulserende elektroniske lydelementer, kitschet 80’er-synthesizer og ustyrlige junglerytmer. Et mægtigt sansebombardement, hvor især discoen har fået en fremtrædende rolle, dog i en postpunket elektropop-afskygning. Desværre er der stor kvalitetsforskel på de mange numre.

Åbningsnummeret “So Post ‘Em All” fænger med sin særegne blanding af indiske inspirationskilder, regnskov og vidunderlig rendyrket elektronica-pop. Men lige som man er bidt på krogen af junglerytmer og regndans, skiftes der stemning. De to efterfølgende numre, “See a Penny (Pick It Up)” og “We’re Always Waiting”, er forholdsvis tamme poparrangementer med vokaler i forgrunden, der synger ligegyldigheder, mens der hamres løs på synthesizeren i god gammeldags Wham-stil.

Senere bliver den uskyldige pop erstattet af en stædig og kølig electronica. I “It’s All the Same Price” står seje, skærende rytmer mutters alene og pumper stærkt derudad i et hæsblæsende tempo. Efterhånden som nummeret bygges op, og rytmerne lægges på lag for lag, konstrueres en ekstase af rytmer, som man ikke kan undgå at blive indfanget i.

Ni numre henne lander man igen i et popnummer med titlen “It’s Coming to Get You”. Men denne gang er det den naive og rendyrkede pop, hvor simple udråb som »oh oh ohoooo«, »yeah« og »uuuuhh« inviterer til uartigt teenageparty.

I Believe in You. Your Magic Is Real er med andre ord et yderst underholdende album, der inviterer til skør klæd-ud-fest. Alle genrer er repræsenteret, dog med hovedvægt på det som Bechtolt behersker bedst: electronicaen. Han favner et stort spektrum af musikalske stilarter og forstår at forene dem og derudfra skabe noget helt nyt. Men lige så inspireret og energisk, man bliver af at tage med Bechtolt gennem urskoven af sære lyde, finurlige rytmer og fængende melodistumper, lige så forvirret bliver man efterladt.

I Believe in You. Your Magic Is Real er en god gang blandet bolsjer, og pladen ville uden tvivl have fremstået mere sammenhængende, hvis ca. halvdelen af de i alt 13 numre var blevet skrottet til fordel for seks-syv mere helstøbte numre. YACHT tegner sig dog som et godt projekt, man kan forvente sig meget af i fremtiden.

★★★☆☆☆

Deltag i debat