Plader

Atlas Sound: Let the Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel

Skrevet af Camilla Glintborg

Bradford Cox er nok mest kendt som den karismatiske og meget tynde forsanger i det eksperimentelle art rock-band Deerhunter. Nu er han klar med soloprojektet Atlas Sound, som byder på en yderst unik, intens og behagelig ambient-oplevelse. Et album, der er kandidat til at være et af 2008’s bedste.

At køre i bus og samtidig høre debutalbummet fra amerikanske Atlas Sound på iPod’en kan være en kombination med konsekvenser. Det har nemlig vist sig at komplicere tingene en del. Som kvinde betragter jeg mig selv som en ganske prægtig multitasker, men dette albums blide, fine toner får min hjerne til at slå fuldstændig fra og efterlader mig stirrende og paralyseret. Når man lytter til Let the Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel er det slut med at være høflig og rejse sig op for gamle damer, hjælpe mødre med barnevogne, læse dagens gratisavis og sidst, men ikke mindst – stå rettidigt af, eftersom man glemmer at trykke på “stop”. Nu er I advaret.

Bradford Cox er manden bag dette behagelige projekt, men er af de fleste nok mere kendt som forsanger og provokatør i sit andet band Deerhunter. Deerhunter udsendte i 2007 deres imponerende debutplade Cryptograms og blev hurtigt medie-darlings med deres unikke og eksperimentelle art rock lyd.

I Atlas Sound rumsterer Cox med alt det, han ikke mener passer ind i et rockorkester, og selv om der er stadig er mange ligheder mellem de to foretagender, er der på Let the Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel lagt større fokus på ambient, skrøbelig og elektronisk lyd. Rent lyrisk er pladen hovedsagligt dedikeret til det forgangne i Bradford Cox’ liv. Barndom såvel som tidlig ungdom.

Referencerne til fortiden kommer allerede til udtryk få sekunder inde i albummets åbningsnummer “Ghost Story”, hvor en ung dreng fortæller en spøgelseshistorie. Denne optagelse er lavet på en båndoptager omkring 1983, hvilket giver en yderst skrattende spøgelsesagtig lofi-lyd, før sangen til sidst elegant glider over i dystre, ambiente toner og sætter en høj standard for resten af albummet.

Det høje niveau daler dog ikke på den 50 minutter lange plade. Andet nummer “Recent Bedroom” starter ud med velklingende guitarer og Bradford Cox’ berusende stemme, der gentagende synger: »I walked outside/ I could not cry / I don’t know / I don’t know why.« Sangen omhandler Cox’ reaktion på sin mosters død, og hvordan han føler sig lammet af stoffer og komplet følelseskold, da han ikke kan græde trods den triste situation. Vokalen er passende nok hviskende, nærmest desperat. Noget, der viser sig at være gennemgående og dominerende i mange af de andre sange, bl.a. “Winter Vacation” og “Small Horror”.

Man er efter endt lytning ikke i tvivl om, at man netop har været så privilegeret at blive indviet i en lille del af Cox’ indre univers og tanker. Tanker, der ikke ligefrem er opløftende. De er sørgmodige og inkluderer forvirrende, ungdommelig kærlighed, død, fejlende venskaber og sygdom. Dette kunne måske umiddelbart lyde som noget, der udelukkende kunne tiltrække depressive emo-fans, men faktisk kan man ikke undgå at blive trukket dybt ind i det svævende og fascinerende univers, fordi det er så velovervejet og velskabt. Cox er en hudløs ærlig fortæller. Han er menneskelig, intens og har formået at skabe et værk der kan tåle at blive spillet uendelig mange gange i 2008 og således også i fremtiden.

Og nok kører jeg nu lidt for langt med bussen, men det er ærligt talt til at overleve.

★★★★★½

Deltag i debat