Plader

The Beatitude: … and the Bag of Cacophony

Efter succes på Det Elektriske Barometer er danske The Beatitude nu klar med et debutalbum. Bandet opdaterer forbilledernes lyd og komponerer et potpourri af deres inspirationskilder med rimelig succes.

Hvor nogle orkestre forsøger at lægge kraftig afstand til inspirationskilderne for at undgå prædikatet ‘plagiat’, går The Beatitude andre veje. De bærer deres inspirationskilde(r) som et emblem. I dette tilfælde påvirkningen fra Pixies, der startede ’stille vers & støjende omkvæd’-bølgen i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne, inden Nirvana videreførte konceptet til masserne. The Beatitude har sågar inkorporeret et covernummer af selv samme Pixies (“Blown Away”) på deres debutalbum … and the Bag of Cacaphony.

Ved første gennemlytning står det tindrende klart, at bandets 10 egne kompositioner bærer ånden fra Pixies. Fraseringerne er lettere manisk lig en neurotisk Frank Black, feminin og maskulin sang supplerer hinanden og guitarerne hugger støjende bredsider af. Karin Jønch-Clausens sang, der er i centrum i de fleste sange, lyder stilmæssigt inspireret af både Siouxie Sioux og Frank Black. På trods af den klare inspirationskilde har bandet dog tillagt sig et selvstændigt udtryk, hvor forbilledernes lyd mikses med elementer fra punk og powerpop, og der er konsistens gennem hele albummets spilletid.

Højdepunkterne er de korte, afmålte og tempofyldte numre som “Hymn to the Hen” og “Blowing My Space”, hvor specielt førstnævnte vækker minder om Pixies’ klassiske “Monkey Gone to Heaven”. De bedste numre på pladen har en tilpas, afmålt galskab, der virker tillokkende og fanger interessen. Det mere løsslupne er også til stede, bl.a. på “Texaco-Pepsico”, et skævt og kantet nummer med punket attitude, hvor der vrænges verbalt og støjes efter alle kunstens regler. Og det er mildt sagt ikke hver dag, en dansk gruppe refererer til kemikalieulykken på Union Carbide-fabrikken i Indien i 1984.

Når tempoet sløves, og numrene bliver længere, testes lytterens tålmodighed dog. “The World Is Wrong”, “Dualism Fails” og afslutningsnummeret “Age Is Strange” er sværere at nyde, og bandet mister evnen til at holde lytteren fanget under længere passager. Variation kan redde et album, men her trækker de få eksperimenter i negativ retning.

Umiddelbart kan The Beatitude skældes ud for ikke at være nyskabende, men at bygge videre på store kunstneres arbejde er bestemt ingen synd. I stedet for at kaste sig over eksperimenter for eksperimentets egen skyld er det lykkedes bandet at skabe et eget udtryk uden at være unikke. Dog er der ikke mange lignende orkestre i kongedømmet, og succesen på Det Elektriske Barometer med “Jump (on This Hierarchy)” er fuldt fortjent. Albummet har tilpas gode momenter til at holde dampen oppe.

★★★☆☆☆

Deltag i debat