Plader

Black Mountain: In the Future

Skrevet af Anders Mortensen

70’er-retro-rock-rytterne Black Mountain er tilbage med endnu et riffelskende album til forkyndere og elskere af alt, hvad der smager af stonerpsych og hjerneudfordrende oplevelser. Men der er kommet en større renhed og mindre buldren over produktet denne gang, der dog på ingen måde er skuret fri for mørke.

Og prisen går til årets mest ironiske albumtitel. Meget kan man sige om Black Mountain, og en del af det er også positivt, men de befinder sig på ingen måder i fremtiden. Tværtimod er deres Black Sabbath-inspirerede tungrock så fastgroet i de syrede 70’ere, at vi næsten ikke kan komme det meget nærmere. Inspirationskilderne er ikke skjult, og der eksisterer ingen tilnærmelsesvis moderne instrumenteringer eller lyde. In the Future stiller sig derimod helt op på talerstolen og proklamerer stolt sin rolle som vildt uoriginal, og det gør ikke spor, når man har at gøre med en plade, der langt hen ad vejen er vellykket og aldrig trættende i sin allerede kendte lyd.

In the Future lægger fremragende ud med den selvbeskrivende sang “Stormy High”, der vælter ud med tunge riffs og en brusende bas, der næsten er Tony Iommis troldmandsguitar værdig. Det er stort og tungt og fnysende, og når Stephen McBeans vokal træder frem, er det virkelig, som om Black Mountain har åbnet en portal til en tid, hvor stramme læderbukser og stort krøllet hår var sagen. Det er vuggende, dybt og episk hele vejen igennem. Og det episke stiger kun op i endnu flere stormfulde højder i “Tyrants”, der bevæger sig ud i alle hjørner fra det storslåede brag til det glidende psykedeliske, og med en stærk og kraftfuld Amber Webber til at lægge et kvindeligt islæt over den rungende bas og marchtrommerne, er “Tyrants” muligvis det stærkeste nummer på pladen.

Men det er faktisk i de mere introverte og nedtonede numre, at In the Future rigtigt slår igennem, især pga. Amber Webber, der med uhygge og desperation i stemmen giver en følelse af at komme ned fra de helt store højder. I et nummer som “Queens of Play” fungerer det fortrinligt med en konstant ulmende guitar i baggrunden og lyden af en hvirvlende mellotron som forvarsel for noget slemt.

Det samme sker i den fremragende duet mellem Stephen McBean og Amber Webber, “Bright Lights”, der også er båret af en trøstesløshed hjulpet til af den dunkende tromme og den stigende rysten i stemmerne, der så ender i kulminationen: riffet. Som jo er så utroligt vigtigt for plader af denne slags, fordi det er selve nøglen til forståelsen af den energi, der manifesterede sig i 70’ernes hårde syrerock. For mange lyttere vil brugen af ekko, mellotron og guitarsoloer kamme over i kitsch, men det er til gengæld god, trist kitsch. In the Future er i det hele taget et utroligt stemningsfuldt album, der er både mørkt, episk, koldt og blæsende og derfor ikke ender i en efterhånden så moderne omgang Wolfmother-retro-rytteri.

Derfor er det dog stadig retro. Det er bare ikke helt ude at swinge og kommer derfor heller ikke til at få bare i nærheden af den radiotid, som der bliver ofret på de førnævnte ulvemødre. Black Mountain er en tand mørkere i deres tilgang og er ikke afhængige af hits eller syng-med-omkvæd. Imidlertid er det lidt dét, jeg savner ved albummet. Der mangler lige den sang; den sang, der låser sig inde i din hjerne og sluger nøglen. In the Future kræver mange gennemlytninger for at sidde der, og selv om den ikke når at klemme sig helt fast, så er det en solid plade. Den skriver sig ind i en historie om den store episke rocklyd uden nogen sinde at blive til ren Zeppelin-lir eller indstuderet Black Sabbath-doom, og det er et tegn på tyngde. Både rent musikalsk og ideologisk.

★★★★☆☆

Deltag i debat