Plader

Cryptic Scenery: On the Outskirts

Skrevet af Filip Granlie

Nederen. Der er ingen burleske lårklask at hente, når Christian H. Sötemann udfolder sin tyske, eksistentielle eremitmusik. Cryptic Scenery er skyggefuldt, ensomt og tomt, men samtidig gådefuldt og opløftende under den yderligere nedtrykkende påmindelse om, at det tydeligvis kunne være langt værre.

Det kan være ulideligt og ulideligt svært at finde en passende grimasse til kunstnere, som med kamuflerede banaliteter “udkrænger deres ødelagte inderste”, og som alleroftest er en tynd kop selvhøjtidelig te. Den slags kunstneres forventning om selve den imponerede medlidenhed, som vi skal føle med dem, fylder den væsentligste del af deres udvandede udtryk, og de ved det, men satser alt på, at lytteren ikke gør.

Der er naturligvis undtagelser fra den iscenesatte smertes alfarvej. I den patosfyldte musik, som sjældent rummer skyggen af ironi, spiller personlig investering og kunstnerisk troværdighed en altafgørende rolle, og den er oftest underforstået. Her finder vi tyske Cryptic Scenery, som er sprængfyldt af patos og ambivalens. Det er bestemt lytteværdigt, netop fordi udtrykket er både dybt troværdigt og skræmmende, og der i øvrigt også er fortrinlige musikalske og især stemningsfulde oplevelser at hente.

Det er tilfældet på On the Outskirts, som er Cryptic Scenerys seneste udgivelse. Udtrykket er typisk for enmandsbandet, og det høres allerede på det ensomme elklaver, der sætter pladen i gang med “The Lost Hotel”. Det er slet ikke uvæsentligt, at det er et elklaver: Det ville i mange produktioner trække ned i forhold til et akustisk klavers varmere og mere autentiske lyd, men elklaverets subtilt forlorne lyd passer perfekt her i den stemningsmæssige og tematiske kulde, overflade og tomhed. Omkvædet i “The Lost Hotel” sender i øvrigt en kompenserende varm hilsen til John Cales “Paris 1919” (sangen).

Den sidste tredjedel af den mere end seks minutter lange sang består af en stadig repetition af versets klaverfigur, som tilføjes et fremdrivende beat, der markerer sangens urbane nattestemning. Oven i hatten kommer Sötemanns uskolede og slattent artikulerede, men betydelige vokal med en gentaget melodisk figur, der når et intenst klimaks i en tonalt højere variation med en tekst, der vistnok handler om tomhed og selvvalgt død.

Med den underligt opløftende “Of the Sad Things in Life” har Sötemann begået et lille hit med et uimponeret, fremadrettet drive og en virkelig catchy akkordgang. Bas- og trommefigur kunne være hentet fra TV-2’s funky stunder på Nærmest Lykkelig, og Christian Sötemanns karakteristiske guitarspil kommer her særligt godt til udtryk. Han har noget med at slå akkorder an langsomt og hårdt, så man hører hver enkelt tone for sig, inden de ringer sammen i den samlede akkord og på den måde udpensler harmonierne i denne dekadente Blade Runner-Melodi Grand Prix-vinder.

Der er flere korte intermezzi imellem pladens mere regulære numre, blandt andet de stemningsmættede tvillinger “Empty Building (Bremen)” og “Empty Building (Berlin)”, som faktisk minder lidt om Brian Enos ambient-numre på David Bowies Berlin-plader, fx “Neukölln” fra Heroes. Interessant er også minisangen “Man Without” med den korte, næsten kafkaske tekst: »Are you the man who survived / All he talked about? / Would you dare to describe / The words I live without?«

De fem korte intermezzi i pladens epos fungerer ganske godt. Cryptic Scenery glimrer dog på On the Outskirts mest af alt ved at tegne et sammenhængende stemningsbillede, men også ved at få et ret begrænset udvalg af musikalske virkemidler til fylde en hel plade ud og gøre den vedkommende. Produktionen har tydeligvis ikke kostet millioner af euro, Sötemann er heldigvis ikke nogen klassisk formidabel sanger, mens sangskrivningen egentlig er ret god. Det imponerende er det væsentlige udbytte af de sparsomme midler, og det er en ægte kunstnerisk gevinst.

★★★★½☆

Deltag i debat