Koncerter

Eels, 23.02.08, Det Kongelige Teater, København

Lørdagens koncert med Eels var noget ud over det sædvanlige. Formålet med samarbejdet mellem Vega og Det Kongelige Teater var, at udvide rammerne for, hvorledes vi oplever rytmisk musik, dans og teater. Mark Everett og co. havde flere overraskende indslag på programmet, men det blev ikke en udelt fornøjelse.Lørdagens koncert med Eels var noget ud over det sædvanlige. Formålet med samarbejdet mellem Vega og Det Kongelige Teater var, at udvide rammerne for, hvorledes vi oplever rytmisk musik, dans og teater. Mark Everett og co. havde flere overraskende indslag på programmet, men det blev ikke en udelt fornøjelse.

Et kultiveret menneske ville sikkert have vidst, at det er særdeles dårlig etikette at ankomme fashionably late til en koncert i Det Kongelige Teater. Alle vi andre fik som straf lov at famle os frem til vores siddepladser i buldrende mørke. Gamle Scene var nemlig ved Eels-koncertens start degraderet til biograf, og på trods af den mærkværdige indledning var den større sammenhæng til at forstå. Eels-forsangeren Mark Everett, bedre kendt som E, rejser rundt i USA for at lære mere om sin for længst afdøde fars banebrydende, men stærkt undervurderede, arbejde inden for kvantemekanikken. Et arbejde, som Niels Bohr ifølge dokumentaren var medvirkende til aldrig blev anerkendt, hvilket øjensynligt førte til alkoholisme samt generel død og ødelæggelse i den Everett’ske familie.

Ikke ligefrem en feel good-film at varme op på, men Mark Everetts mere eller mindre depressive og selvterapeutiske tilgang til musikken taget i betragtning, var den helt passende til at sætte dagsordenen. Det var da også med den noget tørre konstatering “you are the country who ruined my father’s life”, at aftenens hovedperson efterfølgende gjorde sin entre.

Fine, akustiske versioner af “Dirty Girl” og “My Beloved Monster” fremført af E ene mand på henholdsvis guitar og klaver satte stille og roligt koncerten i gang. En vis ærefrygt over den imponerende gamle sal gav et særegent modspil til den intime stemning, som belysning og musik alligevel formåede af fremmane. Det måtte man give Vega, hér var helt klart tale om rammeudvidelse af en større kaliber.

Bandet Eels har altid været en noget udefinerbar størrelse. Med Everett som omdrejningspunkt fyldes opbakning på efter behov. Denne aften dækkede udtrykket “”¦med fuldt orkester” altså over føromtalte plus én mandlig musiker. Selvsagt var udtrykket en anelse skrabet, men de to musikere formåede alligevel at jonglere de enkelte instrumenter rundt på en måde, der gjorde deres skramlede lofi både vedkommende og temmelig charmerende. Afdæmpethed var dog hele tiden et nøgleord – på intet tidspunkt i løbet af aftenen kom nogen større energiudladninger fra scenen, i det mindste ikke i større grad end, at de kunne udføres siddende foroverbøjet over guitar eller klaver.

Det var netop efter E’s solonumre, hvor han fik selskab på scenen, at hele konceptet blev noget problematisk. Tiden til at indfri løftet om et rent potpourri af teater og musik var tydeligvis kommet. Samtaler med den afdøde fader og småjoken de to musikere imellem fremstod som irritationsmomenter på linje med radioværters smalltalk, der holder de musikalske indslag fra sendefladen. Decideret tåkrummende pinefuldt blev det nu først, da en længere session med oplæsning af fanbreve, koncertanmeldelser og tragiske uddrag af Everett’s selvbiografi skulle tvinges ud over scenekanten til trods for publikums mere og mere højlydte krav om musik. Det var overspillet humoristisk, ironisk eller bare tørt, men aldrig troede man ét ord på, at der var den mindste følelse bag ordene. Det var synd, for de efterfølgende følelsesladede numre “Elizabeth on the Bathroom Floor” og “Last Stop: This Town” fra Electro-Shock Blues kom til at fremstå temmelig kvalme i lyset af den forudgående svada om familiens ulyksaligheder. Mindre ironi og udpensling havde muligvis kunnet redde noget i land, men hele affæren gav ikke andet udbytte end distance til publikum.

Bedre blev det, da snakketøjet langt om længe røg på hylden, og fokus efterhånden flyttedes til musikken. Højdepunktet blev en temmelig imponerende jamsession, hvor det på dygtig vis lykkedes de to musikere at holde en lang række instrumenter i spil og på samme tid udveksle dem indbyrdes. Den fine afslutning kunne dog ikke helt fjerne den noget flade fornemmelse af et langt midterstykke, der mest af alt føltes som en hyggestund med Niels Hausgaard. Bare mindre sjovt.

Karakter:

Deltag i debat