Plader

Eleanoora Rosenholm: Vainajan Muotokova

Skrevet af Mads Jensen

Eleanoora Rosenholm er et finsk indiepopband. Men helt så let er det ikke, for under den enkle overflade gemmer Vainajan Muotokuva på mere. Det hele virker lyst og godt, men det er, som om der stikker noget under. Der er noget uldent ved det hele, og derfor bliver man ved med at vende tilbage til den.

Titlen Vainajan Muotokuva virker ikke umiddelbart forståelig for de fleste danskere. Den er som resten af albummet på finsk. Derfor vil de færreste forstå et ord af, hvad der bliver sunget. Alligevel er Eleanoora Rosenholms plade underligt tilgængelig – vel at mærke uden at pladen på noget tidspunkt virker banal. Selv om den er særdeles let at lytte til, har den altid noget at byde på, og selv efter flere på hinanden følgende lyt virker den frisk og interessant.

Det, der gør pladen interessant, er, at den er fyldt med modsætninger. Som udgangspunkt er pladen lys og opløftende, men alligevel er der noget mørkt og foruroligende over den. De mørke elementer eksisterer både på de enkelte numre og på pladen som helhed.

“Pyhäpietarinaukio” og “Puutarhakatu 36″ er f.eks. mørke, urovækkende ambient-lydflader. Hvis man lukker øjnene, kan man let forestille sig at være alene i en skov med nøgne træer og en tiltagende tåge. Det er smukt, men også en smule uhyggeligt, for man ved ikke, hvad der venter.

Resten af pladen er lys, let og med sang. Den er også mere melodisk og indiepoppet end de nævnte lydflader. De mørke elementer, der dukker op, består bl.a. af elektroniske lydflader, der fra baggrunden indgyder en fornemmelse af, at til trods for, her er tale om en poppet sang, så stikker der noget under. Det er f.eks. tilfældet i Kopiokissa”. Her bidrager urolige, bølgende lydflader i baggrunden sammen med en undertrykt rytme, der aldrig rigtig kommer frem i lydbilledet, til, at man aldrig føler sig helt tilpas på trods af Noora Tommilas skønne, skrøbelige vokal og hvad der lyder som klokker i forgrunden.

Vainajan Muotokuva opleves som en god og positiv indiepopplade, som man alligevel aldrig føler, man får helt styr på. Man er nødt til lige at lytte til den en gang til, for at høre om man kan greje, hvad det er, den vil. Man tænker ikke nødvendigvis over det, når man hører pladen, men man vil høre den igen bagefter. Det er som en himmel, der er lyseblå, smuk og fri for skyer bortset fra tordenskyer et sted i det fjerne. Man fokuserer på den blå himmel, men man kan ikke undgå at føle, den er skrøbelig, fordi truslen om dens ødelæggelse ligger og venter ude i horisonten.

Enkelte numre er dog mere ligetil på godt og ondt. De er gode og særdeles tilgængelige, men i sagens natur mindre dragende end de mere tvetydige melodier. Det gælder eksempelvis åbningsnummeret “Musta ruusu”. Når man benytter sig af rytmiske håndklap, så ved alle, at man går efter at lave en popsang med stort P. Ud over håndklappene indeholder nummeret flerstemmigt kor og et konstant tempo, der ikke er så hurtigt, at det bliver stressende, og ikke så langsomt, at det bliver kedeligt. Når man skruer de elementer sammen og tilsætter strygere, får man et popnummer, der virkelig fungerer.

Vainajan Muotokuva er et af de album, undertegnede har hørt mest i den forgangne måneds tid, og det ser ikke umiddelbart ud til at ændre sig. Selv om en fremtrædende vokal på en baggrund af ambient electronica tilsat klokker og strygere ikke ligefrem er nyt, virker det overraskende friskt, og det gør det ved hvert lyt.

★★★★½☆

Deltag i debat