Plader

Evangelicals: The Evening Descends

Skrevet af Lars Simonsen

Evangelicals kreerer en pose blandede psychpop-bolsjer, eller måske snarere forvandlingskugler, og langt de fleste smager fortrinligt. De mange omskiftelige stemninger og lyde skærper lytterens opmærksomhed på en måde, så de lyttende sæt ører konstant holdes til ilden.

Den amerikanske stat Oklahoma er bl.a. kendt for at være en del af det berygtede bibelbælte – og for at være hjemsted for legendariske The Flaming Lips. Kvartetten Evangelicals stammer ligeledes Oklahoma, og det faktum fornægter sig ikke. I hvert fald virker det oplagt, at bandnavnet skal fungere som en lettere ironisk kommentar til den stærke evangeliske kristendom, der præger området. Desuden fornægter det sig heller ikke, at bandets lyd er inspireret af deres mere kendte ‘naboer’ fra The Flaming Lips.

Heldigvis er der ingen tvivl om, at Evangelicals er deres egne på deres andet album, The Evening Descends. Idérigdommen er stor og variationen er udpræget på dette farverige udspil. De tager dig med på en sonisk tivoli-tur, der byder på ture i vilde rutsjebaner og sære rejser med spøgelsestog, men bandet lader dig også indimellem slappe af i solen med en stor candyfloss i hånden.

Vilde rutsjebaneture er lig med op- og nedture, og dem er der også nogle enkelte af i løbet af albummets elleve numre. Det er dog de vellykkede sære stemninger, finurlige korharmonier og et farverigt og sprællevende koralrev af forskelligartede lyde, der er kendetegnende i starten af albummet. Åbnings- og titelnummeret giver en relativt stille, men også temmelig fragmenteret indledning, der bl.a. indeholder småsludren, romantisk guitarklimpren og uregerlige og skvulpende synths.

Allerede i den efterfølgende “Midnight Vignette” tryller Evangelicals dog en skøn melodisk blanding frem. Lydbilledet er stadig sprængfyldt med oceaner af forskellige lyde, men popmelodien sætter dagsordenen, og Josh Jones’ er, i kraft af sin lyse vokal, en kompetent ordstyrer, og som mødedeltager lytter man ærbødigt til den historie, der fortælles.

Med “Skeleton Man” bliver lytteren lige så stille forført til at hoppe på det føromtalte spøgelsestog. Den blide kørsel væk fra perronen gør, at lytteren tilbagelænet og fyldt med forventning, stille og roligt lader sig transportere mod den ukendte destination. Pludselig bliver det let genkendelige, relativt ufarlige og alligevel omskiftelige soniske landskab dog afløst af en latter, som bedst kendes fra horrorfilm, hvor en blodtørstig galning morer sig højlydt over sine ugerninger.

Den rejsende i Evangelicals musik befinder sig herefter pludselig i en tunnel, der er fyldt med spøgelser, skrig og indre dæmoner, som for en tid er sluppet ud. Der skal med andre ord holdes godt fast i bordkanten, men nydelsen af vildskaben og kontrasterne er i høj grad til stede.

På den anden side af tunnelen bliver du modtaget med store smil, alt i mens der serveres en stor candyfloss, eller rettere en joint, i form af skæringen “Stoned Again”. Nummeret får dig til at slappe af igen og bare nyde den let dovne atmosfære og det lidt roligere tempo.

De mange påfund og hvirvlende lyde kan dog også indimellem gøre dig voldsomt svimmel. Et eksempel herpå er “How Do You Sleep?”, hvor Jones’ ellers fine vokal til tider virker for skinger, alt imens nummeret nærmest løber i ring om sig selv. Undervejs høres tilmed lyden af noget, der bedst kan karakteriseres som en skål fyldt med udefinerbart slim, der kastes ind mod en væg. Vi har her at gøre med pladens dårligste nummer.

Som nævnt er de vellykkede numre i overtal og fornemmelsen af svimmelhed og dertilhørende kvalme, som indfandt sig efter førnævnte episode, bliver effektivt kureret med den blide og dragende atmosfære i “Snowflakes”. Til lyden af en kraftig vind, som hurtigt lukkes ude, bliver lytteren inviteret indenfor i varmen og bydes velkommen med længselsfulde linjer som: »oh the night is so quiet / right before silver stormings / you know, I can’t wait till the morning / and it’s desperate outside«.

Opfindsomheden og den psykedeliske pop går samlet set op i en højere enhed på The Evening Descends. Selvom bandet enkelte gange er på vej ud på et overdrev bliver det aldrig decideret prætentiøst eller totalt ude af kontrol. Men dejligt mærkeligt, dét er pladen, og det stort set hele vejen igennem. Josh Jones udtrykker selv ganske godt den følelse lytteren sidder med, mens man lytter til pladen, i nummeret “Bellawood”: »Strange things keep happening / all around my head«. Amen.

★★★★½☆

Lyt til “Skeleton Man”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/do/skeletonman.mp3]

Leave a Reply