Der var ikke mange, der tog notits af engelske Hot Chips debutalbum i 2004, men da The Warning udkom i 2006 på et større pladeselskab, skete der pludselig noget. Anmeldelserne var gode, salgstallene var bestemt ikke dårlige (især med tanke på, hvor egensindig bandets musik egentlig er), og selv en Mercury Music Prize-nominering blev det til. To år senere er det så blevet tid til at følge op på succesen, og det gør de ganske godt: “Ready for the Floor” er blevet bandets til dato største hit, og albummet kan bestemt leve op til sin forgænger.
“Out at the Pictures” åbner albummet på fornem vis med forvrængede keyboards og et knivskarpt beat, der rammer som et piskesmæld. Herover ligger en medrivende melodi, hvor Alexis Taylors multitrackede og distortede vokal styrer løjerne.
I “Shake a Fist” blander orientalske klange sig med enormt beskidte keyboards over et supersyntetisk beat, før sangen begiver sig ind i et langt interlude, hvor kitschede space-age keyboards skyder på alt, der bevæger sig. Ligeledes glimrende er den melankolske uptemposang, “Touch Too Much”, hvor det er overraskende rørende at høre Alexis Taylor gentage: »I would hold you up again / If you ask me« over sangens anakronistiske keyboards, det syntetiske håndklapbeat og den akustiske percussion.
“Ready for the Floor” – albummets mest oplagte hit – er ikke overraskende dets førstesingle, og det kan ikke overraske, at den er gået top-10 i England, for det er en fremragende, melankolsk popsang, som bandet her disker op med. Lækker funkguitar blander sig med blippende keyboardklange og en Alexis Taylor, der er svær at stå for, når han med kraftig engelsk accent synger: »Stand carving up the wall / Why don’t you open up at all / We are ready / We are ready for the floor.«
Der er flere funky guitarer i albummets længste sang, “Hold On”, der er det tætteste, bandet kommer på at spille regulær rock, men uden på nogen måde at miste den dansable iderighed, der præger deres bedste sange. Dertil kommer et ganske underholdende omkvæd, hvor Alexis Taylor synger bevingede ord såsom: »I’m only going to heaven / If it feels like hell / I’m only going to heaven / If it tastes like caramel.«
13 sange og en album længde på over 50 minutter er lige i overkanten, og selvom det bestemt er prisværdigt for variationens skyld, at bandet inkluderer op til flere ballader, er det dog oftest disse, der er albummet svageste punkter. Her savner man simpelthen den krøllede iderighed og skæve melodiøsitet, der ellers er bandets store force. Den er især gal med titelnummeret og den afsluttende “In the Privacy of Our Love”, der aldrig bliver andet end afdæmpede parenteser, der er glemt i det øjeblik, den sidste tone fader ud.
Alt i alt er Made in the Dark dog en positiv oplevelse præcis som sin forgænger. Der er ikke mange bands, der kan være så sære og samtidig så kommercielle som Hot Chip, og det er bestemt noget af en bedrift. At de så ikke rigtig magter balladesangskrivningen, er så en anden sag. Formår de også at mestre denne disciplin, kan det næste album for alvor blive fremragende. Indtil da må vi “nøjes” med Made in the Dark, og det er slet ikke så ringe endda.
