Plader

Human Bell: s.t.

Skrevet af undertoner

Der er lagt i ovnen til støvede ørkenlandskaber og øde spøgelsesbyer på Human Bell, der er Dave Heumann og Nathan Bells debut under samme navn. Det er et lovende album, men det bliver desværre ved dét – efter kort tid flyder den instrumentale alt.country sammen og bliver for ensformig.

Navnene Dave Heumann og Nathan Bell vinder måske ikke genklang hos de fleste, men Human Bell er ikke ligefrem nogen musikalsk debut for de to. Bell har en fortid som bassist i Lungfish, og Heumann leder bandet Arbouretum, der ligesom Human Bell udgiver på det velrenommerede selskab Thrill Jockey.
Heumann har tilmed spillet med Bonnie ‘Prince’ Billy og har i det hele taget haft meget med Oldham-brødrene at gøre, hvilket bliver cementeret på dette album, der har haft Paul Oldham som producer.

Både Heumann og Bell har altså haft en fod indenfor på den alternative country-scene, men på den fuldstændigt instrumentale Human Bell er den lette country-lyd blevet skiftet ud med en tungere og mere dyster lyd. Bag banjoen, vibrafonen og guitaren lægger Bells tunge bas sig som kontrast, og sammen skaber de et dystert og ildevarslende lydbillede.

Et lydbillede, der efter første nummer virker lovende, men hurtigt bliver trættende at høre på, fordi alle numrene bygger på samme opskrift. En opskrift, hvori hovedingredienserne er et simpelt riff og en helvedes masse tid til hævning.

Det er dog glædeligt, at opskriften ikke er den ældgamle med vers, vers, omkvæd, vers og omkvæd, og at musikken i stedet følger en mere lineær struktur, hvor stemning og udvikling bliver prioriteret højere.
Derfor er det også en skam, at Heumann og Bell ikke formår at skabe den dynamik og forskellighed i numrene, som sådan et lydbillede er afhængigt af. Således bevæger flere af numrene sig blot rundt i en suppedas af tomgang og kedsomhed, og efter kort tid tror man, at det er den eneste opskrift, Human Bell kan.

Helt uden potentiale er Human Bell dog ikke, og gennem albummets syv sange bliver man til tider mindet om dette som f.eks. i “Ephaphatha”. Her bygger Heumann og Bell som vanligt langsomt op, men ved at bruge en forstærket trompet og have mere fokus på dynamikken skaber de et mere intenst udtryk.

“Hanging From the Rafters” er på trods af at være en udmærket sang symptomatisk for Human Bell: en sang med en lækker melankolsk lyd, der samtidig er kendetegnet ved en alt for langsom opbygning, hvor der sker for lidt.

Idéen med Human Bell er at skabe et tomt lærred, hvor lytteren frit kan male de tanker og billeder, musikken vækker. Desværre formår Nathan Bell og Dave Heumann ikke at holde spændingen hele vejen igennem, hvorfor albummet hurtigt bliver kedeligt og ensformigt.
Således har jeg efter et tilstrækkeligt antal gennemlytninger fået malet et støvet ørkenlandskab, der nogle steder er så stillestående, at kun et par enkelte farver står frem og gør hele billedet ensformigt gråt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat