Plader

Michael Hurley: Ancestral Swamp

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Den amerikanske folksanger Michael Hurleys 20. plade, Ancestral Swamp, kunne for så vidt være indspillet for 40 år siden. Instrumenteringen er spartansk, men stadig kraftfuld. Selv om Hurley har det med at blive for sumpet og miste fokus, er netop hans sløsede, nærmest amatøristiske tilgang til fremførelsen en styrke ved pladen.

Ancestral Swamp er undertegnedes første møde med Michael Hurley. Det gælder både navnet og musikken. Pladeselskabet Gnomonsong, der udgiver albummet, kendte jeg derimod, fordi det er stiftet af Devendra Banhart og Andy Cabic fra Vetiver. Men så snart Michael Hurley hiver i den allerførste guitarstreng i det glimrende åbningsnummer, det nærmest Dylan-klingende “Knockando”, er det imidlertid hørbart, at manden med instrumentet ikke skal rubriceres under New Weird America-betegnelsen.
Ikke fordi Michael Hurley ikke er weird – det er han bestemt – men fordi Michael Hurley debuterede helt tilbage i 1965 og inklusive Ancestral Swamp har 20 udgivelser bag sig. De svirpende guitaranslag og Michael Hurleys skævvredne stemmeføring i “Knockando” er netop af en karakter, der kun kan være fremført af en musiker, der debuterede for godt 40 år siden og var en del af 60’ernes Greenwich Village-folkscene.

Hovedinstrumentet på Ancestral Swamp er Michael Hurleys guitar. Han er dog ingen blændende guitarist. Det er i hvert fald ikke hans hensigt at fremstå sådan. Tværtimod er hans klimprende og plukkende spillestil ret så sløset. Tæt på at være amatøristisk i sit udtryk fungerer sangenes minimale instrumentering alligevel, selv om Hurley ikke præsterer virtuose færdigheder som guitarist. I lydbilledet har guitaren en ret fremtrædende plads, og især i “Streets of Laredo” klimprer strengene så højt, at det er helt umuligt ikke at blive påvirket – enten frastødt af eller også draget mod Hurleys stemningsmættede og livfulde melodi. For hvor skævt guitaranslagene end klinger, er det sjælfulde og personlige præg, der ligger bag spillestilen, umulig at overhøre.

Som helhed er pladen ikke så ensporet, at guitaren er Hurleys eneste følgesvend. Den er egentlig alt nok, for Hurleys sangskrivning er så stærk, at sangene slet ikke har behov for at befinde sig i et rigere instrumenteret lydbillede for at fremstå vedkommende og brænde igennem. Alligevel er indlemmelsen af gæstemusikerne Dave Reisch (bas, guitar), Tara Jane O’Neil (guitar) og Lewi Longmire (bas), der hver for sig optræder i enkelte sange, berigende for det musikalske udtryk.

Også når Hurley supplerer med eller skifter til andre instrumenter, bliver den musikalske palet udvidet lige præcis den smule, der gør, at man aldrig kører træt i Hurleys overvejende mono-instrumentale udtryk. Et elektrisk whiskeybar-klaver falder naturligt ind i den dovne, tilbagelænede stemning, Hurley lægger for dagen i “Lonesome Graveyard”, mens en fiddle skaber den skønhed, som “Gambling Charley” emmer af.

Og så alligevel: Hurleys har en tendens til at miste fokus, slippe sangenes melodiske retning og i stedet jamme løst og sløset. Det er sjældent særligt spændende, da han jo netop ikke er interessant som guitarist på grund af en virtuos eller bare elegant spillestil. Bedst er hans håndtering af guitaren, og hvad det indebærer af strøg, anslag og banken, når den akkompagnerer et melodisk forløb styret af hans særegne vokal, der skrøbeligt og nasalt bevæger sig op og ned og frem og tilbage på det vokale register.

Når melodien forsvinder mellem fingrene på Hurley, bliver det for sumpet, kedeligt og ligegyldigt. Det sker især i de to afsluttende numre, den alt for langstrakte “When I Get Back Home” og “She Got a Mathematic”, og det er ærgerligt, at de spændende momenter mod slutningen er til at overse, når nu det indtil da har været en indbydende og sær oplevelse at lytte til Ancestral Swamp.

★★★★☆☆
Lyt til “Knockando”:
[audio:http://www.gnomonsong.com/mp3s/Michael_Hurley_Knockando.mp3]

Deltag i debat