Plader

Le Loup: The Throne of the Third Heaven of the Nations’ Millennium General Assembly

Skrevet af Mikkel Mortensen

Klaustrofobisk og tungsindig amerikansk indierock a la The Arcade Fire – bare ikke helt så godt. Der er lidt for meget homogen repetition over Le Loups debutalbum og ikke tilstrækkeligt med gode sange.

Måden, hvorpå grundstenene til det amerikanske band Le Loup og deres musik blev lagt, er ganske tidstypisk. Bandets hovedkraft, Sam Simkoff, skrev størstedelen af det, der senere ville blive bandets debutalbum i sin lejlighed, med en laptop samt de få instrumenter, han havde til rådighed. Da han senere ledte efter musikalske sparringspartnere, gik han på nettet, oprettede en “musiker søger musikere”-kontaktannonce og fik fat i de resterende seks medlemmer af Le Loup.

Le Loups debutalbum skulle efter sigende være inspireret af Dantes Inferno, og hvis det får dig til at tro, at dette album er en seriøs, klaustrofobisk og sørgmodig affære, så har du bestemt ret.

“Canto I” og “Canto XXXIV” anvender begge den samme repeterende banjomelodi og begge med glimrende resultat. Førstnævnte tilsætter blot lidt melankolsk spoken word og får en hypnotisk og fin åbningssang ud af det. Sidstnævnte udvikler sig til en mere regulær sang ved at tilsætte et akustisk beat, vokalharmonier og et opløftende omkvæd, der lukker noget tiltrængt solskin ind i Le Loups ellers lidt for traurige univers.

Den fine “Le Loup (Fear Not)” drives frem af et pulserende, nærmest ustoppeligt beat, mens den allestedsnærværende rustne banjo lægger sig under Sam Simkoffs hviskende vokal og resten af bandets vokalharmonier. Den ligeledes glimrende “Outside of This Car, the End of the World” er lyden af gamle, analoge keyboards, akustisk percussion og vokalharmonier, der alle bliver tilsat sangens bærende elektroniske puls.

Albummets klare højdepunkt er “Look to the West”, hvor Simkoffs doubletrackede vokal smyger sig hen over den atmosfæriske melodi, mens en rustik guitar skærer sig igennem sangens overflade og helt ned til de old school-agtige keyboards, der udgør sangens kerne.

Albummets største fejlskud er de to unødvendige instrumentaler, “(Storm)” og “(Howl)” der intet føjer til albummet og blot spilder lytterens tid. Ligeledes ville det have været en god ide at have skåret længden på afslutningsnummeret, “I Had a Dream I Died”, kraftigt ned. Syv minutter er alt for lang tid for denne svage sang, der reelt er færdig efter fire, men som af en eller anden grund skal fortsætte med næsten lige så lang tomgang.

Selv om Le Loups debutalbum ikke er decideret dårligt, er der dog adskillige irritationsmomenter ved det. Først og fremmest kan man undre sig over, at et band, der tæller hele syv medlemmer, har et så begrænset musikalsk udtryk. Man skal ikke have hørt albummet ret mange gange, før man får den opfattelse, at alle sangene bygges op omkring en banjo og derefter tilføjes vokalharmonier – og det er så det. Lidt mere inspiration i instrumenteringen, tak.

Derudover bliver Sam Simkoffs tungsind trættende i længden. Det er begrænset, hvor mange gange man kan holde ud at høre om jordens undergang, hvis man i det mindste ikke får nogle bedre sange med i købet.

Endelig ville det ikke skade, hvis bandet også satte sig for at skrive nogle sange, der mindede lidt mindre om hinanden. Albummet er så homogent, at det hurtigt bliver svært at skelne de enkelte sange fra hinanden. En opgave, der selvfølgelig heller ikke bliver gjort lettere af de førnævnte problemer ved instrumenteringen.

Der er bestemt potentiale på Le Loups debutalbum, men der er så sandelig også plads til forbedringer. Hvis bandet er i stand til at få disse implementeret, kan de måske engang komme op på siden af The Arcade Fire, som de utvivlsomt beundrer ret så meget.

★★★☆☆☆

Deltag i debat