Koncerter

Jens Lekman, 15.02.08, Store Vega, København

Skrevet af Cæcilie Jessen

Der var fredag i Store Vega budt op til en slags folkefest. Et lidt absurd møde mellem naiv bittersødme og fadøl i plastickrus. Mobilsamtaler som “Jeg har lige set et band, der hed Jens Lekman. Det var pissehamrende fedt” kunne høres i Vegas vestibule efter koncerten. Lekman tryllebandt.

Der var fredag i Store Vega budt op til en slags folkefest. Et lidt absurd møde mellem naiv bittersødme og fadøl i plastickrus. Mobilsamtaler som “Jeg har lige set et band, der hed Jens Lekman. Det var pissehamrende fedt” kunne høres i Vegas vestibule efter koncerten. Lekman tryllebandt.

Foto: Rasmus Hansen/LiveShot.dk

Der var virkeligt mange mennesker, da Jens Lekman den 15. februar gav koncert i Store Vega. Lekman trådte til start alene op på scenen. Folk klappede og hujede, og han svingede sin stemme op til starten på “I’m Leaving You Because I Don’t Love You”. Med den, stemmen, havde han allerede det velvillige publikum i sin hule hånd. Et sample blev sat i gang, og resten af bandet kom ind. Der var høj stemning i salen. Midt i sangen lød det som om, at violinisten spillede forkert, men det var blot overgangen til dansehittet “The Opposite of Hallelujah”. Samplet meldte “Limbo time!”, og en genert smilende Lekman pegede dansende på sit ur.

Trætte, lille Jens. Han fortalte en anekdote fra Istanbul om fyren, der kom op til ham og ærgrede sig over, at Lekman ikke havde spillet fyrens yndlingssang. Lekman havde spurgt ham, hvilken det var, og fyren havde svaret “Den lyder sådan her: Duh-duh.”. Publikums højlydte grin gled over i jubelråb, da “Black Cab” gik i gang. Det var dén, fyren mente.

Stemningen var egentlig allerede lidt underlig, men dér, ved “Black Cab”, var det allermest tydeligt. Den her folkefest stod i en underlig kontrast til Lekman, der synger om ikke at passe ind til fester, for den dér fest ville han slet ikke passe ind til. Det stemte overens med det, han sagde mod slutningen af koncerten, om at være “comically retarded”. “When I tell a joke, people start crying. When I tell them about something that really hurts, they start laughing.”. Så grinede publikum som på kommando. Et underligt misforhold af en symbiose.

Foto: Rasmus Hansen/LiveShot.dk

Næste nummer var “Your Arms Around Me”. Undertegnede savnede lidt dans, lidt gang i den. Det var fjernsynsgenerationen, der stod og kiggede og ventede på, at festen skulle komme til den. Det gjorde den, men jeg savnede altså lidt dans. Dog var det tydeligt, at folk elskede Jens Lekman. Den overstadige stemning i salen gik næsten over grænsen. En sådan grad af tilbedelse af en lille, flot mand med sorte rande under øjnene – det virkede nogle gange nærmest absurd.

Kommentarerne mellem numrene blev leveret med charmerende tørhed. “This one is for you”, og Lekman spillede “You Are the Light (By Which I Travel Into This and That)” til en jublende sal. “A Postcard to Nina” blev genfortalt helt tørt til et måbende publikum. Efter lidt tid måtte han indrømme, at det var akavet og at han bare lige stod og fandt på det, og han begyndte at synge, og tryllebindingen af publikum var total. Den viste sig igen, da han spillede koncertens covernummer af en Arthur Russel-sang. Han stod med et lille klaviatur i hånden, intet andet, og der var helt stille i salen. Han blev ved med at spille forkert, og alligevel sagde ingen en lyd.

Vi fik “Sipping on the Sweet Nectar”, hvor bandet til sidst dansede rundt på scenen som flyvemaskiner. Så fløj de ud, og det affødte vild jubel. Vi klappede dem ind igen, og vores hjerter bankede vildt til “A Sweet Summer’s Night on Hammer Hill”. Vi dansede lidt mere til “Friday Night at the Drive-In Bingo”. Vi sang Calvin Johnsons bas på “Pocketful of Money”, så vidt det nu var muligt. Til sidst kom “Julie” med Lekman alene på scenen. Sjældent har verden set så mange ekstranumre. Jeg havde tidligere på aftenen udbredt mig om min afsky for ekstranumre. Under “Julie” betroede jeg min sidemand, at Lekman må spille alle de ekstranumre, han har lyst til.

På min notesblok skrev jeg “Respekt, mand”. Jens Lekman forstår at tryllebinde selv en folkefest som denne på en netop respektindgydende måde. Det er oprigtigheden, der gør det. Nok ville han ikke føle sig godt tilpas blandt publikum til dén fest, men på scenen er han det helt rette sted. Respekt, mand.

★★★★★☆

Deltag i debat