Walisiske Los Campesinos! følger en simpel opskrift på deres debut, Hold On Now, Youngster: Find et gammelt Architecture in Helsinki-hit, udstyr det med en festlig hat og sæt det så sammen til 12 catchy indiepopsange. Dette krydres så med massiv hype på internettet og godt med klichéer fra de sidste 20 års pophistorie. Ja, det er en ualmindelig festlig plade, som Los Campesinos! har sat sammen, og der vil ikke være ret mange mundvige, som peger nedad hos folk, som kommer i nærheden af den.

Bandet har tilmed kontakterne i orden. Pladen er produceret af David Newfeld, der tidligere har produceret Broken Social Scene, som Los Campesinos også har turneret med. Og med et par singler i baghånden, som har fået en del omtale, så burde bandet være klar til at erobre verden.

Lytter man til Ã¥bningsnummeret “Death to Los Campesinos!”, er man heller ikke i tvivl om, at de nok skal klare den. Med klokkespil, et utroligt fængende guitarriff og skingre boy/girl-vokaler tilsat rÃ¥bekor ender sangen et sted mellem Architecture in Helsinki og Alphabeat, bare gladere. Den skal nok blive et kæmpehit, som straks sætter liv i enhver indiefest.

Pladen fortsætter i samme spor. Skæve popsange i et afsindigt tempo, flere simple guitarriffs, fine melodier og en utrættelig energi, alt imens bandet rÃ¥ber og skriger, som gjaldt det deres liv. Men selv om sangene ikke er decideret svagere end Ã¥bningsnummeret, er det som lytter svært ikke at køre træt. Allerede ved det tredje nummer er det, som om de gentager det samme klokkespil/guitar-riff igen og igen, og efter endnu et par numre leder man febrilsk efter ’Stop me if you think you’ve heard this one before’-knappen pÃ¥ anlægget. Selv ikke lidt violin, et par stille, melankolske momenter og skotsk spoken-word (klichéen over alle indie-klichéer) kan redde dette.

Sangeren Gareth, hvis stemme bedst beskrives som en skinger Calvin Johnson, har samtidig en af de mest irriterende stemmer længe hørt. Hvor det i Calvin Johnsons tilfælde blot er et charmerende træk ved Beat Happenings musik, så fungerer Gareth bare ikke sammen med det konstant tilbagevendende råbekor og de allestedsnærværende og energiske instrumenter. Pladen mangler i den grad kontrast.

Den finder man bestemt ikke i teksterne. Sangtitlen “This Is How You Spell ‘Hahaha, We Destroyed the Hopes and Dreams of a Generation of Faux-Romantics’” siger vist alt. Her er fyldt med meta-indie referencer om b-sider, K Records-t-shirts og ATP-festival. Med et glimt i øjet kunne dette ogsÃ¥ have været tiltalende, men her bliver det simpelthen for meget, og det kommer til at virke pÃ¥taget. Bandet er ganske enkelt for optagede af indie-kulturen, og der mangler noget modspil til at give dem det sidste løft. Og hvad der sikkert ville fungere pÃ¥ en single eller en ep, falder til jorden over et helt album.

På trods af dette kan man ikke komme uden om, at et par af numrene er deciderede umulige at stå stille til. Og jeg ser gerne, at Los Campesinos! dukker op på årets Roskilde Festival. Ved indtagelse af en masse billig papvin og i godt selskab skal det nemlig nok være muligt at glemme alle negative tanker og danse til et par gode pophits.

Og så kan man spørge sig selv, om 10 minutters ekstatisk glæde på en varm sommerdag ikke er mere, end så mange andre bands gennem tiden har bidraget med? Jo da, men det er også et par minutter mindre end den nøgne svensker i nabolejren. Så alt i alt skal man skal være af et helt specielt festligt gemyt, hvis man skal kunne holde Hold On Now, Youngster ud i længden.