Plader

Pylon: Gyrate Plus

Det kan godt være, at R.E.M.s trommeslager Bill Berry engang har udnævnt new wave-bandet Pylon til at være verdens bedste band, men det er ikke rigtigt. Denne opspædede genudgivelse af albummet Gyrate fra 1980 er berettiget og fin nok. Men Gyrate er heller ikke verdens bedste plade i plus-udgaven.

Addition er vel som regel noget positivt. Man lægger noget til. Mere i løn, mere fritid, en større pladesamling. Den slags. Men addition kan også være skjult subtraktion. Hvis man lægger noget negativt til noget i forvejen positivt, bliver resultatet knap så godt. Det er det, der sker, når man føjer Dan Brown til rækken af forfattere, man har læst, og når den første cd med Paul Potts finder sin vej ind i samlingen.

Plus kan hurtigt blive til minus. Det er det også blevet i new wave-bandet Pylons tilfælde: mellem det oprindelige album Gyrate og dets genudgivelse Gyrate Plus er der kommet noget til, som kunne undværes – ja, som man endda kunne foretrække at være foruden.

Pylon stammer fra Athens, Georgia, ligesom R.E.M., hvis trommeslager Bill Berry engang udnævnte Pylon til verdens bedste band. Siden da har de fleste nok glemt Pylon, der havde sin storhedstid i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Albummet Gyrate udkom oprindeligt i 1980, men er nu blevet genudgivet med fem ekstra sange: noget uudgivet, demoer og et remix.

Værkets oprindelige form er ofret til fordel for det nostalgiprodukt, det er blevet omformet til. Det kan selvfølgelig være, at der findes nogle inderlige fans derude, som er enormt glade for, at de nu endelig får mulighed for at høre et eller andet af det nye gamle, og det kan også være, at nye lyttere vil føle sig privilegerede over sådan at få 16 numre til den samme pris som 11. Men det værste, man kan gøre ved et album, som lever af det virkeligt gode i det anstændige, er, at tilføje mere materiale. Netop denne beskrivelse passer på Gyrate Plus. Desuden er der noget uforeneligt i forholdet mellem særligt postpunkelementerne af den new wave-scene, Pylon voksede ud af, og det beregnende i en relancering med ekstramateriale.

Den tidligere form var altså klart at foretrække; tilføjelserne udvisker de skarpe streger i stedet for at markere dem yderligere. Men selv om Gyrate Plus således indeholder en del fejlskud og unødvendigheder, kan det ikke nægtes, at denne genudgivelse gør et materiale tilgængeligt, hvis høje kvalitet det nye format kun formår at skjule meget overfladisk. Man bør først og fremmest fremhæve Gyrate Plus‘ gode sider. Men de dårlige skal nu også nævnes.

Det er f.eks. vanskeligt at gennemskue baggrunden for en tilføjelse som “Danger!!” – et remix af den oprindelige plades ringeste nummer “Danger”. På forunderlig vis er det her ikke remixet, der lyder som en afart af det oprindelige nummer. De virker begge som fyld, som mix, der retfærdiggør en udgivelse; som træden vande over en indholdsløs idé for at få et ekstra nummer med. Den besynderlige struktur, der gør sig gældende i begge versioner, fører tankerne hen på improvisation af den kedelige, langtrukne og aldrig kulminerende slags.

“Functionality”, endnu en nytilkommen og ligeledes blandt de klart svageste sange, lider også under tendensen til at holde sig selv i gang, selv om der ikke er noget at komme efter. Det er ikke svært at forstå, hvorfor disse numre ikke klarede den originale udvælgelse. De er ganske enkelt for ringe særligt, hvad sangopbygningen og i det hele taget engagementet angår. Det er rart at forestille sig, at der lægges nogle overvejelser bag placeringen af de enkelte numre på en plade, og at den hele form medregnes, når slutresultatet gøres op, men sådan er det altså ikke her.

Det er ærgerligt, for der er mange virkelig gode ting på Gyrate Plus, som understreger, hvorfor Pylon nyder så forholdsvis stor anerkendelse. Genudgivelsen er nok en forringelse – men af den moderate slags.

Den glimrende “Read a Book” er et eksempel på de kraftudladninger, Pylon magter. Med sine kun to minutters varighed står den i skarp modsætning til den stil pladen indtager i sin nye form. Der er ikke behov for mere tid – ja, netop knapheden er vel en del af idéen. Tempoet skrues glat i vejret, og bevæger sig fra bakke til dal og tilbage igen, alt imens bakkerne udvikler sig til bjerge. Kulminationerne er afmålte, ikke vulgære, og præcis som de bør være. Som intensiteten øges, styrkes også impulsen hos lytteren til at bevæge sig, og de festlige kvaliteter, Gyrate Plus besidder, åbenbares sideløbende med de både teatralsk vredladne og komplet uanfægtede udladninger.

Også “Stop It” beviser med de samme virkemidler, herunder en ualmindeligt velfungerende rytmesektion, at Gyrate i sin oprindelige form havde meget at byde på. »Hey kids! Don’t rock’n’roll, no … Now rock’n’roll, now!« befaler Vanessa Brisco Hay grimt og hvæsende, som det hører sig til. På denne måde gør hun uforvarende opmærksom på et af albummets kendetegn.

Gyrate Plus er virkelig en udmærket plade. Den manglende helhed frister bare lytteren til at glemme det.

★★★★☆☆

Deltag i debat