Plader

Valgeir Sigurdsson: Ekvílibríum

Producerguden fra Island går egne veje og deler gavmildt ud af sine kreative strøtanker, der både tæller instrumentale lydflader og mere traditionelle sange, båret oppe med hjælp fra gamle venner. Dejlig meditativ musik, som helt sikkert lyder bedre en søndag i sofaen end en lørdag aften i byen.

Valgeir Sigurdsson er en af de senere års ganske anonyme, men alligevel vigtige musikalske ingredienser. Hans navn står nemlig med småt på rigtig mange cd-covers. Islændingen har i al stilhed skabt sig selv et stort producernavn, og specielt Björk har haft glæde af samarbejdet, men også Bonnie ’Prince’ Billy, Kate Nash, Sam Amidon og CocoRosie m.fl. har nydt godt af islændingens musikalske evner, og køen af artister, der vil indenfor i hans Greenhouse Studio, hvor Sigurdsson sidder bag knapperne, synes ganske lang.

Nu står hans eget navn øverst på coveret, og selv om Ekvílibríum er kommet til verden med vokalhjælp fra bl.a Will Oldham og Dawn McCarthy, er det et soloprojekt – og et af de mere spændende af slagsen.

Sigurdssons kompositioner er ikke skabt til radioen, snarere til stille stunder, og det er klart pladens budskab. Der er ingen show off-attituder og heller ingen indadvendte, ubegribelige lydflader, men i stedet et organisk og meget levende lydbillede. Godt nok nærmer det sig indimellem det oversvulstige som i “Baby Architect”, men for det meste holder det sig pænt nede i et leje, hvor der er plads til eftertænksomheden.

Sigurdsson får rigtig mange kreative idéer, og det er imponerende, hvad manden får ud af at lege med programmeringer og samplinger. Det går sine steder hen og bliver en ulempe, for han vil lidt for meget. Der er som nævnt ikke tale om en lyst til at blære sig. Men tankerne bag musikken snubler hist og pist lidt over hinanden, og der er ikke luft nok mellem arrangementerne, f.eks. i “Winter Sleep”.

Imidlertid har Sigurdsson en god sans for rytmernes kraft og klangenes effekt. Hans gode evner bag pulten blander tingene med et elegant touch, der fornemt kommer til udtryk i “Evolution of Waters”. Et nummer, som udnytter Will Oldhams høje toneleje til fulde. Rytmesektionen og strygertonerne smyger sig forelsket omkring Oldhams vokal og danner en perle af en tilbagelænet kærlighedssang.

Det er ikke let at genrebestemme Ekvílibríum, og Sigurdssons kludetæppe af elektroniske lydlandskaber og beats smelter sammen til noget, der både føles koldt og varmt. Der er stille smukke passager som afslutningsnummeret “Lungs, for Marrilee” og flotte vokalgenerede numre som det helt fænomenale “Kin”.

Genrebås eller ej: Det føles rart at lytte til Valgeir Sigurdssons smukke kompositioner, der er rigtig flot produceret og er svøbt i en krystalklar lyd, som pakker hele sættet fornemt ind, og har man lyst til at henslæbe en time eller to på sofaen, kan det sagtens kombineres med Ekvílibríum.

★★★★½☆

Deltag i debat