Plader

Sleeping States: There the Open Spaces

Skrevet af Camilla Glintborg

Markland Starkie var tidligere en del af noisepopbandet Kaito, men hans debutalbum under navnet Sleeping States er bestemt ikke larmende. Og gudskelov for det, for det rolige lofi-univers, der pryder hans debutalbum There the Open Spaces klæder ham egentlig ganske godt.

Med en alder på blot 26 kan man godt fristes til at sætte Markland Starkie i bås med kunstnere såsom Zach Condon fra Beirut eller Patrick Wolf. Musikmæssigt er der stor forskel på de tre, men de har alle det til fælles, at de har leget med musikken en del år, og at de har et bemærkelsesværdigt talent for gode melodier trods deres unge alder.

Tidligere var Starkie en del af noisepopgruppen Kaito, men efter eksperimenterne med at blande poppen med forstyrrende elementer er han nu gået i den helt modsatte retning med projektet Sleeping States, samtidig med at han har udvidet sit netværk. Blandt de mere famøse kontakter er Simon Taylor-Davis fra Klaxons og Ed Droste fra de fabelagtige Grizzly Bear. Disse har hver især givet den unge englænder et par pæne ord med på vejen omkring hans debutalbum, og når man sætter sig ned med en kop te på en kold og blæsende vinterdag og There the Open Spaces kørende i baggrunden, så er det svært at lade være med at dele deres begejstring.

Åbningsnummeret “Rain Check” består udelukkende af vokal og en kort tekst, der dog bliver sunget gentagne gange: »When I’m getting ready / in spite of the rain / you sometimes ring me up and say / Another time.« Dette introducerer lytteren for Starkies skrøbelige og stille verden og ikke mindst den minimalisme, der præger hele albummet.

Minimalismen udspringer af den sympatisk-lydende vokal samt de ganske få instrumenter, Starkie har valgt at benytte sig af. Her finder man hverken vilde soloer eller heftige synths, men derimod behagelige kompositioner, svævende lyde, off-tuned, men stadig blide guitarer og vokal-samples. Alle disse ting komplementerer hinanden fantastisk og er samtidig med til at samle alle numrene på pladen, skabe rød tråd og ikke mindst holde lytteren hypnotiseret.

“Rivers” er det nummer, der har vundet mest hype på diverse blogs og musiksider, hvor det blandt andet bliver anbefalet til de der “er ved at være træt af Beirut”. Umiddelbart lyder det ikke som et nummer, Zach Condon ville have lavet – til dét er der for meget elektrisk guitar og for lidt østeuropæisk inspiration – men man kan nok ikke komme udenom, at det med sin skæve intro minder en smule om den balkan-begejstrede amerikaner. Allerede efter første gennemlytning er det et af de numre, man husker bedst, og det samme kan man sige om “September, Maybe”, der efter de spæde klap i starten byder på en intro, som et band som New Order ville være sanseløst misundelige på.

Folk, der ikke er til lo-fi-folk-pop, vil nok ikke finde denne plade på 45 minutter synderligt alsidig. Nok nærmere ensformig. Tempoet er langsomt, og virker dette ikke appellerende og charmerende første gang, man sætter albummet på, er sandsynligheden for, at man giver det chance nummer to, ganske lille.

Er man derimod af den drømmende eller nostalgiske type med hang til lidt mere tålmodig musik, der vokser efter flere gennemlytninger, er There the Open Spaces klart et anbefalelsesværdigt værk. Et mesterværk er det nu ikke, men Starkie bør der for fremtiden holdes godt øje med, da han meget vel vil kunne lave et sådant inden for denne genre i fremtiden.

★★★★½☆

Deltag i debat