Plader

Slowmotion Club: Tiny Dots EP

Et pletskud og tre fusere gør intet indiepop-mesterværk. Og et pletskud og tre fusere er lige netop, hvad svenske Slowmotion Clubs ep Tiny Dots har at byde på. Ergo er Tiny Dots intet mesterværk.

Slowmotion Club er et band fra Lund. Lund ligger i Sverige – eller det troede jeg, indtil jeg hørte “The Gun in God’s Hand” fra Slowmotion Clubs ep Tiny Dots. Jeg måtte hen og finde Skotlandskortet frem, for nummeret lød som noget, der kun kunne være lavet af en flok småromantiske skotter, sandsynligvis på den ene eller anden måde beslægtede med et eller flere medlemmer af Belle and Sebastian.

Men nej, Lund ligger i Sverige, og Slowmotion Club er ærkesvenske på trods af den aldeles skotske lyd (jo, en skotsk lyd findes, i hvert fald i mit hoved, og den lyder som cigaretter en søndag formiddag og 60’er-easy listening på vinyl). For nu at gøre det hele endnu mere forvirrende er inspirationen til nummeret “Parliament Square” hentet lidt sydligere på de britiske øer, nærmere betegnet i Radioheads Oxford. Resultateterne af de to lån er på trods af ophavsstedernes relativt nære geografiske beliggenhed faldet vidt forskelligt ud både lyd- og kvalitetsmæssigt.

“The Gun in God’s Hand” er en legesyg popsang med en fantastisk melodi, og så klart ep’ens højdepunkt. Det er ikke den mest originale popsang, der er kommet ud af Sverige – dertil er der lånt alt for meget fra Belle and Sebastian. Til gengæld rammer den en småmelankolsk stemning, der går lige i pophjertet, på så fornem vis, at sangen når op på forbilledernes niveau.

“Parliament Square” er derimod en stillestående og kedelig kliché-udgave af den triste radioheadske alvorspop. Her er efterligningen tandløs og uinteressant. Denne forskel skyldes først og fremmest sangenes forskellige instrumenteringer. I “The Gun in God’s Hand” er det den klassiske rockopstilling med guitarerne i front og bas og trommer til at skabe drive og rytme, som Slowmotion Club benytter sig af. Det giver et dejligt dynamisk og humørfyldt lydbillede. “Parliament Square” er derimod klaverbåren og stort set uden rytmesektion. Det er ikke en opstilling, Slowmotion Club mestrer, og lyden bliver ensformig og stilestående.

Desværre er det i fodsporerne af “Parliament Square”, at de øvrige to sange på den ret lille ep lægger sig. “Breathing” er godt nok guitarbåret, men helt uden charmen fra “The Gun in Gods Hand”, og resultatet er lige så stillestående som “Parliament Square”. Desuden er sangen mikset højt, og her har forsanger Anders Larson ikke en stor/sær/kantet nok stemme til at bære et nummer. Denne svaghed i valg af musikalske virkemidler resulterer i en underligt uinteressant pænhed. Det er ganske vist popmusik, vi har med at gøre, men en alt, alt for velopdragen en af slagsen.

Slowmotion Club lever på størstedelen af Tiny Dots alt for meget op til deres navn – det går for langsomt, og der er noget ufærdigt over ep’en. Det er ærgeligt, for det ene nummer der skiller sig ud, “The Gun in God’s Hand”, hvor melodi og tempo får lov til at få løsere tøjler, er nemlig væsentligt mere spændende. Mage til herligt skabsskotsk popsang skal man lede længe efter.

★★½☆☆☆

Deltag i debat