Plader

The Tremolo Beer Gut: Nous Sommes The Tremolo Beer Gut, Qui Le Fuck Êtes-Vous?

Skrevet af Sandra Boss Permin

På sit nye album har The Tremolo Beer Gut smurt et ekstra tykt lag pomade i håret og sat cowboyhatten godt på skrå. De hårde surf-cowboys viser, at de er og bliver Danmarks musikalske svar på en hyperventilerende Ennio Morricone: seje, stilede og frem for alt skidesjove.

Man finder nok ikke noget, der er mere sleskt, spøjst, sejt og frem for alt stilrent i dansk musik i øjeblikket end The Tremolo Beer Gut. De satser på den rene vare og leverer resultatet.

Nous Sommes The Tremolo Beer Gut, Qui Le Fuck Êtes-Vous? kan man ikke ligefrem påstå, at Tremolo Beer Guts præsenterer overraskende nyt for lytteren. Selvom der er sket væsentlige ændringer i bandstrukturen, hvor bl.a. Sune Wagner er blevet erstattet af bandets tidligere producer, kører Tremolo Beer Gut ud ad præcis den samme tangent, som de fulgte på forrige album. Det kan man så synes er uopfindsomt og let sluppet. Men så har man ikke lyttet til albummet. Det er, som det skal være: underholdende.

Det er en blanding af nostalgi og vild energi, der drøner ud af højtalerne med Tremolo Beer Gut bag roret. Men selv om det på størstedelen af numrene er en hæsblæsende musik, der er på dagsordenen, er der også fundet plads til enkelte sjælere – det vil sige sjælere som sådan nogle nu engang lyder i en kynisk cowboyder-krop. Som titlen også antyder, er “Moonlight Cunt” er et godt eksempel på en sådan sjæler. Ensomme toner fra twangguitaren synger melanokolsk med ærbødig opbakning fra præriens chikader. Et billede af en slikket Ritchie Valens, der synger måneskinsserenader til sin nyeste udkårne, toner frem på nethinden, men bliver straks fejet bort. For nok er det yndigt. Men nostalgien fremstår overkarikeret, og fortidens melankoli og nutidens nostalgi fremstår som fuldkommen grotesk.

En anden måde, den danske trio kryber uden om seriøsiteten på, er ved at fokusere på surf-genrens tætte bånd med det legende og naive. I et nummer som “29 Palms Grind” falder rytmerne fra maracas og kastagnetter i små, uskyldige gadedrengehop, mens twang-guitaren fløjter lallegladt derudaf.

Nous Sommes… er virkelig et befriende album. Det er en nydelse at lytte til de dirrende toner fra twangguitaren, der med et kaster lytteren tilbage til westernsalonen. Sangene kører derudaf i et hæsblæsende tempo, hvilket resulterer i, at de 14 numre fremstår som en lang seance. Og kontinuiteten og energien er netop de to faktorer, som giver Tremolo Beer Gut et velfortjent kvalitetsstempel. Deres musik er ikke snusfornuftig, og det virker heller ikke, som om der ligger de store, tunge overvejelser til grund for albummet. Albummet fremstår som musik frit fra leveren. Det overdynger lytteren med én stor pakke af gedigen surfrockabilly, der fører lytteren lige lukt derhen, hvor ørkensolen brænder varmest.

Nous Sommes… er frem for alt underholdende. Det smitter med energi og falsk nostalgi. Men på en eller anden måde føler man sig snøret af deres drengede charme. Efter flere gennemlytninger fremstår trioens force mere og mere også som deres svaghed. Der er med andre ord fare for at blive hurtigt mæt af den stilrene surfmusik. Men i små doser eller til at få fyret godt op under en fest er det en sikker vinder.

★★★★☆☆

Deltag i debat