Plader

Vampire Weekend: s.t.

Som en trold af en æske dukker Vampire Weekend op, og pludselig skal vi alle sammen elske deres afrobeat-popmusik, for det har en hel skare af amerikanske bloggere sagt, vi skal. Det virker altid über-cool ikke at lade sig rive med strømmen, men denne her gang er det svært ikke at give de hippe typer ret.

Vampire Weekend er en af disse hersens tilfældigheder, der går fra at være ualmindeligt almindelige til at være ualmindeligt ualmindelige, hypede og the next big thing. Hvad der har gjort, at alskens bloggere og musikjournalister spår lige netop Vampire Weekend en stor fremtid, kan man kun gisne om, for ærlig talt, så har de hverken opfundet den dybe tallerken eller en kur mod knogleskørhed, men kvartetten fra New York City gør noget relativt banalt – de blander nogle lidt aparte musikgenrer og får det til at lyde som noget uhørt og anderledes – med succes.

Deres afro-popsange med strejf af strygere er ganske givet et frisk pust over landet, og jeg må tilstå, at jeg ikke har stiftet bekendtskab med netop den popsmoothie før. Vampire Weekend har faktisk noget at byde på, selv om larmen fra tilbederne måske er en anelse overdrevet.

Vampire Weekend er på mange måder i stand til at lave en kobling mellem det melodiøse, fængende og det interessante, samtidig med at lytteren udfordres og bliver hvirvlet rundt i deres kompositioner, hvor man for en kort stund mister orienteringen.
Kvartetten tager favntag med afrobeat, og de stramme rytmer, iørefaldende guitarfigurer og festlige omkvæd giver et meget levende og varmt album, der på mange måder er venligheden selv og er yderst behageligt at lytte til.

Vampire Weekend – fire hvide drenge fra NYC – gør det faktisk meget godt inden for en genre, der normalt kun beherskes af sorte mænd og kvinder i slangeskindsuniformer. Deres omgang med rytmer og instrumenter er forførende og rytmisk overlegen – tja ligefrem dansabel. Det hele er godt og stramt produceret med et vestligt touch, der sørger for, at projektet ikke kører af sporet og ender i en lalleglad suppedas af safarifestivitas.

De stramme rytmer og skæve arrangementer danner et godt fundament for en plade, der som før nævnt allerede er båret frem via hype, men så absolut sagtens kan stå alene uden alskens ordkløveri.

Man bør næsten begynde sin tur gennem de 11 numre baglæns og starte med “The Kids Don’t Stand a Chance”, der er et eminent godt og afvekslende nummer, der virkelig beviser newyorkernes sans for melodisk kreativitet. Den groovy basindgang og skarpe vokal bygger én ramme, der så igen rammes ind af en Mozart-klingende barok-stryger/orgelflade, der så igen afsluttes af en solbeskinnet popklang.

Sådan leger Vampire Weekend hele tiden med rytmernes muligheder uden at gå i selvsving, for de holder hele tiden fast i en klassisk melodisk kerne. Vampire Weekend er en af de plader, man med tilfredshed vender tilbage til, når man måned efter måned opdager, at den befinder sig et sted i stakken ved siden af anlægget.

Det er svært at for alvor at slå hårdt ned på enkelte numre. Et kritikpunkt kan dog være, at både “Oxford Comma” og “I Stand Corrected” virker tamme og uudviklede i forhold til de resterende ni numre. Men generelt set er Vampire Weekends selvbetitlede debut en af de plader, der rent faktisk har noget at have hypen i.

★★★★½☆

Leave a Reply