Plader

22-Pistepirkko: (Well You Know) Stuff Is Like We Yeah!

Skrevet af Lars Simonsen

Den efterhånden aldrende og sære finske trio lider ikke af metaltræthed og virker ikke mere senile, end de altid har gjort. På (Well You Know) Stuff Is Like We Yeah! veksler de fint mellem eftertænksomme ballader og veloplagte pop/rock-numre med en fed bluesy kant. Et par numre kunne snildt undværes, men albummet er solidt.

Finske 22-Pistepirkko kan vel bedst betegnes som en institution – i undergrunden, vel at mærke. For selv om bandet har eksisteret i over 25 år og har udsendt en del glimrende plader, er det aldrig blevet til det helt store kommercielle gennembrud. I stedet har finnerne opnået vaskeægte kultstatus i undergrunden. Med til historien hører dog at bandet i 1998, i kraft af det fremragende album Eleven, oplevede at få en vis opmærksomhed på MTV og derigennem en større fanskare.

Der er sandelig også mange gode grunde til at holde af brødrene Asko og PK Keränen samt deres barndomsven Espe Haverinen, der til sammen udgør 22-Pistepirkko. Først og fremmest er trioen udstyret med en meget speciel aura, der signalerer noget unikt, sært og dragende. Hovedpersonerne har selv udtalt, at det har noget at gøre med deres finske oprindelse, og det kan der være noget om. F.eks. er et af de charmerende kendetegn ved gruppens udtryk den accent, PK Keränen (vokal, guitar) synger sine engelske tekster med. Det lyder så tilpas sært og indimellem en smule komisk, at det er uendelig let at falde for.

Tilbage i starten af 80’erne, da 22-Pistepirkko (som i øvrigt udtales kaksi-kymentä-kaksi pistepirkko og betyder 22-prikkede mariehøns) blev dannet i den finske flække Utajarvi, sang de på modersmålet. Stilen var punkrock, og bandet fik en flyvende start i hjemlandet, hvor de blandt andet blev kåret som ‘Champions of Rock in Finland’, samme år som de fandt sammen.

Siden da har trioen som antydet aldrig opnået status som ‘Champions of Rock in the World’ eller lignende. Dertil er deres underfundige bohemiske blues-rock trods alt for særegen. Desuden har bandet altid gjort en dyd ud af at eksperimentere med lydbilledet, som i tidens løb bl.a. er blevet malet med rock, pop, folk, blues, country, lofi og electronica.

Seneste skud på stammen (Well You Know) Stuff Is Like We Yeah! åbner særdeles friskt med førstesinglen “Suburbian Ladyland”. Den luftige stemning og bekymringsfrie atmosfære understreges med både fløjten og håndklap undervejs. Den herlige form for finsk-engelsk er overordentlig iørefaldende her fra starten. Lyt bare til udtalelsen af linjer som »Sandy is on the yard fixing her car« og »It’s rusty and shitty but she doesn’t see that.« Et herligt poppet nummer, der fungerer fortrinligt som åbningsnummer, og som kun bliver bedre i lyset af, at de resterende numre ikke befinder sig i det samme muntre hjørne.

Variationen i lydbilledet er heldigvis stadig en af 22-Pistepirkko absolutte forcer. Det understreges med det samme når “Crazy Meat” tager over med dens langt mere sumpet, beskidte og sløve udtryk.

Næste gang ørerne for alvor folder sig ud, er dog med “Angoulême 2036”. En form for ‘roots-blues’-stemning sætter sig tungt på det hele og riffet indikerer nærmest, at en klassisk raspende blues-vokal kan sætte ind, hvert øjeblik det skal være. I stedet er det selvfølgelig PK Keränens vokal, der indtager scenen og denne gang med en mere skinger tone end på de foregående numre. Det er sært på den der helt specielle måde, som kun dette band kan være.

Finnernes 11. album bølger frem og tilbage mellem nedtonede og sørgmodige numre og ligefremme blues-rocknumre uden så mange dikkedarer. Det er som sædvanlig både underholdende og udfordrende at lægge øregange til, og langt størstedelen af sangene er vellykkede.

Bandet mestrer i dén grad også den svære kunst det er at skrue tempoet helt i bund, og så ellers bare fremstå sårbar og hudløs ærlig. Et af de allerbedste eksempler på dette er “Smileys Are Not Enough”, hvor den sørgmodige og eftertænksomme atmosfære med akustisk guitar og strygere bliver decideret magisk undervejs.

Til gengæld går det helt galt med den lallende “Blue & Purple”. Sangen buldrer af sted og snubler på vejen uden så meget som at nikke anerkendende mod den sublime ballade, den netop har overtaget stafetten fra.

Meget bedre bliver det ikke med den over syv minutter lange “Refrain From the Refrain”, der byder på lange instrumentale passager, som den ikke rigtigt kan bære. Det virker, helt uvant for trioen, fantasiløst og uinspireret, og det hele ender med en forfærdelig tomgang som skæmmer albummets helhedsindtryk en smule.

Heldigvis sluttes der af med det mere nærværende nummer “The Others”, som måske hedder sådan, fordi vi snart kan forvente et nyt album med bandets garagerock-legestue af samme navn?

(Well You Know) Stuff Is Like We Yeah er to-tre numre for lang, men alligevel hælder helhedsindtrykket til den positive side. For selv om finnerne har overskredet sølvbryllupsalderen, fremstår de på ingen måde som en parodi på sig selv eller uden nerve og kant. De kan stadig skabe sære og dragende stemninger, og det udmønter sig i mange vellykkede skæringer undervejs.

★★★★☆☆

Deltag i debat