Plader

Black Lips: Good Bad Not Evil

Skrevet af Mads Jensen

Good Bad Not Evil er ikke det ikke mest interessante garagerock, der er lavet, men pladen formår alligevel at holde fast i lytterens interesse i kraft af, at den eksperimenterer med flere forskellige genrer. Det bliver aldrig kedeligt – men lyder til gengæld lige lovlig bekendt.

Hvis du ikke kender Black Lips, er her nogle stikord: anderumpe, dollargrin med kalechen nede og læderjakke. De lyder kort sagt, som Danny Zuko ser ud i Grease – altså før han bliver “jock” for at imponere Sandy. Black Lips prøver ikke at imponere nogen, og det er netop dér, man finder charmen.

Charme er til gengæld også alt, hvad man får, for der er absolut intet nyskabende ved denne plade. Det er som udgangspunkt en klassisk garagerockplade, der dog har et par indslag, der falder uden for genren, men ikke i en grad, så det påvirker helhedsindtrykket. Og helhedsindtrykket er af en plade, man har hørt før.

Det første nummer, “I Saw a Ghost (Lean)”, er en god repræsentant for albummet. Det er rock og ikke så hulens meget mere end det. Der er den til tider skrigende vokal, der netop har sin charme i ikke at være specielt god i traditionel forstand. Her er det attituden, der er vigtig. Et kraftigt twang på guitaren er med til at skabe en fornemmelse af, at vi befinder os et godt stykke tid før årtusindskiftet, for det lyder som en plade, der burde være indspillet i 70’erne. Begge dele dominerer lyden her som på resten af albummet.

Det gælder også “Veni Vidi Vici”, der er en gang stenet psychedelia. Den har samme vokal og guitar. Det er med til at skabe en sammenhæng pladen igennem. Der er disse faste holdepunkter, som det hele bliver tøjret fast til. På den måde bliver pladen ikke rodet, selv om den eksperimenterer med flere genrer i løbet af kun cirka en halv time. Det er naturligvis en god ting, men det holder også de ellers interessante genreudforskninger i så kort snor, at de aldrig bliver rigtig spændende.

“It Feels Alright” er punkrocket og et af pladens mest happy-go-lucky-agtige numre. »My head is spinning and feels alright / I’ve got a clean shirt and my shoes are nice / Peachtree and 5th is the jump off tonight / The Magic City titties are looking alright.« Det efterlader unægteligt ikke meget plads til bekymring. Det er fuld fart frem med popped collar på læderjakken og brillantine i håret.

Men som nævnt har albummet træk, der stritter i andre retninger. Således er “How Do You Tell a Child That Someone Has Died?” kraftigt countryinspireret. Der er sågar pedal steel-guitar som det altoverskyggende instrument. Sangen handler om netop det, titlen antyder. Det lyder jo rigtig countryagtigt, men sangen minder mest af alt om noget, der er skrevet for sjov, uden at den bliver morsom af den grund. De fleste har vel hørt D-A-D’s julesang “Sad Sad X-mas”. “How Do You Tell a Child That Someone Has Died?” minder rigtig meget om den. Det vil sige, at vokalen består af en vokal med kraftig sydstatsaccent, der taler om, hvor hårdt livet er, og om, hvor svært det er at gøre det rigtige. At sangen så trækker på det for bandet alvorlige faktum, at et bandmedlem i sin tid blev dræbt i en bilulykke, får desværre ikke sangen til at fremstå mere troværdig eller vedkommende.

“Cold Hands” er et af de få numre, der i kvalitet skiller sig mærkbart ud fra resten. Det er en surf-inspireret sag på to minutter og 24 sekunder, og det er ren energi. Når Danny Zuko kører til stranden i “Greased Lightning”, kunne det meget vel være “Cold Hands”, der brager ud af højttalerne. Det emmer af høj sol og piger i bikini.

Til trods for at albummet formår at holde fast i lytterens interesse gennem de mange forskellige stilarter, der prøves af, bliver albummet alligevel aldrig rigtig interessant, for selv om der trækkes på mange referencer, lyder pladen stadig i vid udstrækning som endnu en garagerock-plade.

★★★½☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar