Koncerter

Causa Sui, 22.03.08, København

Aftenen mellem langfredag og påskesøndag blev en manifestation af Causa Suis evner og rækkevidde udi freeform jazz, psych og tung rock. I en noget nær mistænkeligt bibelsk sammenhæng viste bandet i et øvelokale i København, at de er så meget mere end en del af den såkaldte bølge fra Odense.Aftenen mellem langfredag og påskesøndag blev en manifestation af Causa Suis evner og rækkevidde udi freeform jazz, psych og tung rock. I en noget nær mistænkeligt bibelsk sammenhæng viste bandet i et øvelokale i København, at de er så meget mere end en del af den såkaldte bølge fra Odense.

Som om vi ikke vidste det. Undertoner har flere gange hædret og prist Causa Suis kvaliteter i vores anmeldelser af de foreløbigt tre Causa Sui-relaterede udspil, der er at finde på plademarkedet. Derfor var der ingen tvivl om, hvorvidt Undertoner skulle i det københavnske øvelokale, hvor lørdagens koncert ville foregå.

Spillestedet skabte rammerne for en rustik og varm atmosfære i kælderplanet, hvor en del gæster havde indfundet sig. Der blev drukket dåseøl i hjørnerne, da bandet omsider gik på til de flestes store begejstring. Ikke desto mindre blev ventetiden en smule forlænget, da alle lydkilder og optagelsesudstyr skulle være 100% klar, så eventuelle fuck-up’s ikke ville forekomme.

Det var i klar tråd med bandets første to udspil, da de raslede sig i gang med et distinkt 60’er-riff. Den lettere bøjede rytme og småt blues’ede sustain var en klar tematisk åbning for alle blandt publikum. Det var tight, men en smule tamt, som tingene således udviklede sig i begyndelsen. Selv om musikerne gik til makronerne, virkede dynamikken forceret, og det hjalp heller ikke, at Jakob Skøtts trommer syntes markant lavere og diskante end vanligt. I al denne indledende usikkerhed glimtede saxofonisten, Johan Riedenlow, dog med sikre melodiske attacks og en sikker hånd og indføling i de mere intime passager – snart luftigt, snart slagkraftigt.

Foto: Scott Heller

Ikke desto mindre udviklede sammenspillet og dynamikken sig i takt med, at alle på scenen blev mere og mere ægget af hinandens ind- og overskud af musikalitet. Med flere skift fra de fuldfede riffs til det mere dvælende trådte bassist Jess Kahr og Jakob Skøtt i karakter, alt imens Jonas Munk som en anden dirigent viftede diskret med hånden og tog fat på ring modulation med en intens nerve, og lige pludselig udfoldede lydbilledet sig som et sfærisk take-off på Bitches Brew og en stadigt voksende kakofoni. Således bidrog Rasmus Rasmussen på keyboards og anden elektronik mere og mere til at indramme og fastholde den nye intensitet.

For en tour de force var indledt med alle deltagende parter såvel det udøvende orkester som publikum. Jonas Munk og Rasmus Rasmussens sammenspil med lydflader og energiske loops trak musikalske veksler fra sydamerikanske rytmer til nordamerikansk støjrock, og havde det ikke været for det markante overdrive, kunne man snildt opdage linjerne tilbage til postrockbandet Limp, hvor Rasmussen var en fast bestanddel sammen med Causa Suis kernemedlemmer Jonas Munk, Jakob Skøtt og Jess Kahr.

Den sidste halvdel af første sæt skuede således fremad, idet heavyrocken blev introduceret med riffs i linje med Black Sabbath og Saint Vitus, men på trods af de forskellige stilskift forblev orkestret bøjeligt i denne omgang med musikken. Selv samme ekskurser i tung rock blev fulgt til dørs af Hendrix-markerede riffs og et totalt psykedelisk meltdown for igen at afslutte kraftanstrengelserne i ottendedele og infernalsk sax Blues Brothers-style.

Efter en længere pause var der endnu mere gang i guldøllene. Beruselsen egnede sig fint til, hvad orkesteret havde oppe i ærmet i næste sæt, hvor de melodiske harmonier og figurer var blevet slebet af og Causa Sui og deres lejesvende gik til angreb med en aggressivitet, der ikke havde vist sig med samme styrke tidligere på aftenen. Perkussionisten, Luis “Luz” Fernando Zinser, der har slået sine folder i sammenhænge som Øresund Space Collective og Bland Bladen, havde indtil dette punkt været en smule anonym med enkelte glimrende øjeblikke. Men nu var der ganske enkelt ild i manden og de pulserende rytmer fandt ingen ro i sammenspillet med Skøtt. Tungrocken var dog også i højsædet og som anslået i første sæt var det nu tema efter tema, der bragede eksplosivt ud mod publikum, som var Electric Wizard blevet melodiøse som et popband fra 80’erne.

Hvor saxofonisten Johan havde indtaget stjernepositionen i første sæt, var han nu blevet reduceret til en underliggende lydkilde af guitaristen Jonas Munk, der med Wah Wah-pedalen angreb sine strenge. Den mere klassiske improvisation på guitaren var nu sat i scene, alt imens Johan stod med lukkede øjne, henført af det kogende lydbillede omkring ham. Dette kogepunkt blev igennem hele andet sæt holdt i ave, hvor det med enkelte mellemrum blev forløst. Orkesterets sammenspil var nu på sit højeste og end ikke enkelte vildfarelser i impro-delene beskæmmede den overvældende følelse af kontrol og rendyrket nerve.

Undertegnede fortrak efter den sidste ringlende ekko-akkord og de sidste stød af feedback med en lyst til påskebryg og en fornemmelse for den dér mærkelige, men dulmende kop te, som Danmarks aldrig helt opståede syrebølge ville kunne være. Causa Sui kan i hvert fald frit ride den forrest og give os endnu flere free rides til himmels.

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Causa Sui: s.t.
Causa Sui: Free Ride

Karakter:       Bedømmelseskriterier

Leave a Reply